Kreativiteten der døde

Så sidder man her! En  onsdag aften og er ret smadret. Jeg har lige (meget imod mine principper) arbejdet lidt. Det er ikke så meget det der med at arbejde gratis, jeg tror mange lige har smidt en halv time efter arbejde som ikke er blevet skrevet nogen steder. Det er det arbejdsgiverne kalder interessetid, men som egentlig betyder "der hvor I arbejder gratis for ikke at stå på listen med dem der ikke gør nok for firmaet." 

For mig er det i den grad interessetid, for det er i min interesse at eleverne får lært det som jeg har lavet  aktivitet til. 

I følge reformen skal der mere bevægelse ind i skoledagen. Der skal laves aktiviteter som tilgodeser elevernes forskellige måder at lære på. Der skal tænkes aldersintegreret og meget meget mere. Alt sammen noget vi gjorde i vid udstrækning allerede og øvede os meget i at blive endnu bedre til. 

Og nu kommer vi til det der er et af mine største frustrationspunkter for tiden! Jeg har SÅ mange ideer! Jeg får vel i gennemsnit omkring 30 ideer hver dag til sjove, spændende, lærerige bevægelsesaktiviteter i allemulige fag, ikke bare dem jeg selv underviser i, men jeg bremser dem. Jeg kvæler dem med vilje. Lader dem ikke udvikle sig og blomstre som de fortjener. Hvorfor ikke? Fordi jeg ikke har TID til at lave de materialer der skal til. Hvor er det dog dræbende! 

Mange vil sikkert give mig ret i at det ofte er det der ser mest enkelt ud der kræver mest. Det tager tid at lave et vendespil, billedlotteri, stjerneløb som ser ordentligt ud og kan bruges igen og igen. Den dag der opfindes en highspeed lamineringsmaskine bliver jeg lykkelig. 

Åh hvor ville jeg elske at få lov til at sidde der og lave alle de der ting for mine kollegaer. De kunne bare lige komme forbi og sige: "Maibritt, vi kunne godt lige tænke os en brøkstafet" eller "Kunne du ikke lige lave noget til natur/teknik om danske fugle/vands kredsløb/hvordan et køleskab virker?" 

Tænk at kunne sidde der og lade ideerne udvikle sig og blive til. Jeg ville elske det. Jeg savner at bruge min kreativitet i mit job - jeg synes mest af alt jeg bruger den til at tænke i brandslukning. Hvordan får jeg mest mulig meningsfuld læring ud af for lidt forberedelse.

I sidste uge så jeg en artikel hvor en eller anden professortype udtalte sig om hvordan lærere kunne få mest muligt ud af 30 minutters forberedelse - "man kan vel nå at rette 5-7 matematikafleveringer på 30 minutter" Måske er det bare mig der er mega langsom, men jeg bruger altså mere end 5 minutter pr. aflevering. Hvis eleven skal have noget som helst ud af det, skal der da følge en kommentar med, så de ved hvor de kan udvikle sig hen.

Og egentlig er det jo ikke hovedproblemet med den fragmenterede forberedelse. Vi kan godt finde ud af at udnytte de der små lommer til at rette, eller booke Nationale Test, eller svare på mails, eller kopiere, eller lave nye pladser i klassen, eller eller eller

Nej problemet er at der er for lidt tid til fordybelse. Det er nemlig her de smukke harmonier opstår. Det er i fordybelsen der opstår differentiering, aldersintegration, bevægelse, tværfaglighed. Det er i fordybelsen man får øje på den gyldne mulighed for at binde matematik sammen med musik. Eller engelsk sammen med natur/teknik. Vi gør virkelig hvad vi kan synes jeg. Og for pokker hvor har jeg nogle dygtige kollegaer - det kunne blive genialt, altså sådan rigtig huttelihut genialt, hvis vi fik mulighed for fordybelse. 

Nu går jeg i seng og drømmer mig til Utopia... Måske begynder jeg at gen-gen-genlæse 1984, det virker på en måde mere rammende. 

Ud mellem sidebenene... fra Jensens! Med Whiskey Sauce!

SÅ STOP DOG!
Nej Jensens Bøfhus forsøger ikke at smadre en lille fiskerestaurant fra Sæby. Jensens Bøfhus gør bare hvad de er i deres fulde ret til - beskytte deres brand som den lille fiskerestaurant (måske) har lukreret på.

Forestil jer dette. Fiskerestaurantens kunder bliver pludseligt syge, fordi det lille sted ikke har været omhyggelige nok med hygiejnen. Overskriften i aviserne alle steder "Jensens Fiskerestaurant sjusker med rengøringen" eller noget endnu mere "genialt" som gør at man opfatter det som noget med Jensens brandet. Jeg kan da godt forstå de gør hvad de kan for at forsikre sig mod den slags.

Hvad med McDonalds der har smadret den lokale grillbar? Nestlé eller Kraft, der har opkøbt alle de små? Knorr der har fået en generation til at tvivle på man kan lave en lasagne uden en pose pulver? Come on... Lille Jensen fra Sæby kunne jo også have undersøgt reglerne hvis han var i tvivl. Jeg tror næppe det er tilfældigt at han har valgt netop dét navn.

Men de bliver da spændende at se hvordan spisestedet i Sæby håndterer det voldsomme rykind der kommer de næste uger med kunder fra hele landet som kommer til dem i stedet for bøfhuset.

Og så lige til sidst: Hurra for folkesundheden... Sikke mange der kommer til at spise meget mere fisk nu ;-) Det var bare det jeg ville sige. Hej ;-D

Om idé og virkelighed - på mange måder...

Nu vover jeg pelsen - jeg skriver et blogindlæg mens jeg er syg. Jeg har før oplevet undren over, at jeg har været online når jeg har været syg. Andre har åbenbart en anden idé om hvad man kan og/eller gør når man er syg. For mit vedkommende bliver jeg skør hvis jeg ikke gør noget! Ligger jeg bare og kigger, kværner mit hoved med dårlig samvittighed over ikke at være på arbejde. Og for mig er det lettere at bladre igennem de sociale medier 1000 gange og kommentere lidt her og der, end det er at læse en bog...

Anyway... Det der egentlig maste sig på var noget helt andet. Jeg ser så mange fine tegninger på Instagram. Senest er det de fiiiine tegninger Christina (@farveriget) laver, som har væltet mig helt omkuld. Det er så smukke, fantasifulde, uskyldige tegninger og jeg elsker dem. De er som taget ud af mit hoved - sådan lidt Pippi Langstrømpe agtige ;-) Jeg ville ønske jeg kunne få mine tegninger ud på papir på den måde, men det kan jeg ikke!

Der er så mange dygtige tegnere på Instagram. Blandt andre Pernille (@pernillesmile) og Susanne (@mitkrearum) nyder jeg at se streger fra og de små fine piger som Sofie (@sofiieg) laver og Nadia (@singlemormeduglethaar2) helt særlige streg. Jamen altså :-)

Men hvad er det så der sker når jeg selv prøver at tegne. Jo ser du. Det er her jeg kommer til at tænke på om jeg i tillæg til min ADHD har lidt snert af Asperger, for jeg kan ikke arbejde med at det der kommer på papiret ikke ser rigtigt ud (for at sige det på jysk). Jeg kunne vildt godt tænke mig at lave nogle ord ala dem Pernille laver, men det går ikke, for et H ser ud på en bestemt måde! Jeg KAN ikke få min hænder til at gøre andet end at forme ideen H som er plantet i mit hoved for rundt regnet 30 år siden.
Når jeg så prøver at tvinge mine hænder til at gøre noget andet, bliver det bare grimt. Sådan rigtig ubehjælpeligt grimt.

Jeg ved godt at man ikke kan alt, men for pokker hvor kunne det være rart hvis jeg bare lige kunne lave en hurtig stregtegning til nogle af mine ideer. Jeg elsker det der med at sætte en streg på et blankt papir, jeg ville bare ønske at jeg kunne få den streg til at blive til noget. Noget jeg bliver glad af at kigge på - ligesom jeg gør af Christinas fantastiske huse.

Men mine tegne ideer må nok bare blive ved med at være ideer - heldigvis kommer kjole ideerne jo ret godt ud indtil videre, der mangler jeg bare lige at lære lidt teknikker :-)

Hvor blev tiden af?

Jeg fatter det ikke! Om en måned er jeg tilbage på arbejde! Hverdagen kalder for alvor igen. Jeg kan slet ikke huske hvordan det var, for jeg var sygemeldt hele graviditeten, så det ender med jeg har gået hjemme i tæt på 2 år.

At det er så længe siden jeg har været i gang, er både godt og skidt. Det betyder at jeg nærmest starter fra nul - helt forfra. Altså bortset fra, at jeg kender min arbejdsplads og mange af mine kollegaer, hvilket ikke er uvæsentligt.
Man kan sige, at som lærer bliver dette året, hvor alle starter forfra på et eller andet plan. Skolereformen har rodet op i rutiner og tryghed, vendt det hele på hovedet. For mig betyder det, at alle omkring mig nok er næsten lige så forvirrede som jeg selv, og derfor kan det måske være svært at få den hjælp eller støtte jeg har brug for. Det betyder selvfølgelig også at vi alle er lidt i samme båd. 20 år som lærer er måske ikke så meget en fordel som det før har været. Måske kommer jeg til at føle at vi alle er i samme båd og det ikke bare er mig der famler lidt i blinde. Måske kan jeg næsten følge de andres tempo. Måske.

Hvad skal jeg så bruge det sidste af min barsel på? Dovne? Dase? Absolut ingen planer? Sove længe? Niksen... Jeg skal bruge den sidste måned på at få sat min dag i rammer. Få indøvet de faste rutiner. Finde ud af hvordan morgenen kan forløbe. Øve mig i at være effektiv.
Der skal system i at få vasket tøj, for lige om lidt kan jeg ikke bare vaske 4 maskiner på en dag, og så er der fyldt op med rent tøj igen.
Jeg skal finde ud af hvor lang tid det tager at blive færdige om morgenen. Om det er realistisk at tømme opvaskemaskine, eller om det må vente.

Lyder det kedeligt? Måske. Men det er det ikke for mig. Den faste rutine giver mig ro. Ro til at kunne koncentrere mig om noget andet. Små ændringer af rutinen kan betyde store afvigelser i tidsplanen. Ligeledes kan jeg heller ikke regne med at slappe fuldstændig af på det område hele juli, og pludselig når vi rammer 1. august, så kan jeg starte rutinen og så kører det. Jeg kunne da godt prøve, men så ville jeg med garanti komme på arbejde uden deodorant og med hjemmesko på mange gange i den første tid. Jeg vil ikke udelukke at det kan ske alligevel, men så opfinder jeg strategier så jeg kan klare det. For eksempel har jeg altid en deo og en tandbørste i mit skab :-)

Jeg glæder mig til at få en hverdag med faste rammer igen. Jeg glæder mig dog ikke til at skulle undvære mine drenge så meget. Sådan har alle det vist når barslen lakker mod enden.
Nu nyder vi sommeren <3

(Beklager at det slutter lidt brat - Viktor vågnede)

Ukrudt og krudtenke

Vi har været i haven i dag - hele dagen. John klippede hækken færdig, det er et kæmpe arbejde med så meget bøgehæk, men hold da op hvor ser det godt ud nu. 

Nu står der maaaange sække, fyldt med afklip, klar til at blive kørt på genbrugspladsen. I sækkene er også resultatet af min indsats. 

Jeg har fået luget de få bede vi har, klippet græskanter og fjernet vores alt for store oregano og halvdelen af vores purløg. 

Det ser så meget mere ryddeligt ud nu. Jeg fandt skovjordbær eller vilde jordbær eller hvad det er, et par steder i haven, og de havde nogle lange udløbere. De er nu puttet i jord, så de kan slå rod og jeg kan få sat hyggejordbær rundt om legehjørnet i stedet. 

Det er lidt sjovt med mig og sådan noget som græskanter. Faktisk er jeg meget naturmenneske og elsker skovens vildnis. Jeg elsker det utæmmede virvar af planter som klarer sig på den måde de nu kan - men i vores have! Når man nu har vedtaget at man vil have bede med kanter - en rigtig kulturhave - så bliver jeg helt varm indeni og glad og rolig når jeg som i dag får klippet kanten og grænsen mellem bed og plæne bliver helt skarp :-)

Sådan en dag har også sin pris for mig. Jeg er nu træt helt ind i knoglerne. Træt fordi jeg har prøvet at koncentrere mig om at gå gjort noget færdigt. Kæmpet for at fastholde mig selv også når en opgave blev lidt kedelig. Kæmpet for ikke at sætte gang i alt for mange projekter (det lykkedes næsten). Kæmpet for at huske tiden når jeg så blev grebet, så jeg også kunne være en ordentlig mor og huske at give Viktor mad og putte ham. 

Oveni har jeg også den der irriterende kvalme som er en bivirkning af min medicin. Den minder meget om en migræne kvalme. Jeg har bare lyst til at lukke øjnene for at reducere mængden af sanseindtryk. Kvalme følelsen er mere end rigeligt og jeg vil nødigt risikere at lyde og farver giver mig mere kvalme, hvilket de jo ofte gør. 

Selvom jeg elsker John virkelig, virkelig meget, siger jeg i aften alligevel: Heldigvis er jeg krudtenke/bukkeenke i aften. Den næste uges tid har John bukkejagt og er derfor ikke hjemme i timerne op til solnedgang. Han havde julelys i øjnene da han tog afsted <3 

Er jeg en kedelig gammel kone???

Her sidder vi så og hygger efter en fantastisk koncert med Bryan Adams (jeg har fået lov at blogge) og noget bliver ved at kværne rundt i mit hoved. 

Koncerten var af den voksne slags. 1200 mennesker alle med siddepladser i en koncertsal med fantastisk lyd. 

Lige bag os sad fire kvinder på 40+ som åbenbart ikke havde fået det memo, for de opførte sig som nogen på 17.... Nej okay det var højt sat. 14 årige Bieber-fans. 

Den ene præsterede endda at hoppe og danse så meget i midtergangen (på balkonen) at det fangede Mr. Adams opmærksomhed. Hun fik spotlight og til et helt nummer stod hun der og... ja... skabte sig. 

Sådan en opførsel gør noget ved mig. Noget vender sig i mig, mine tæer krøller sig sammen og jeg får lyst til at gå. Det er simpelthen FOR pinligt. Jeg vil bare væk fra den pinlighed. Jeg forstår ikke, at hun ikke kan se hvor pinlig hun er, for hvis hun kunne ville hun da ikke opføre sig sådan - eller ville hun? 

Er det bare mig der har det sådan? Er det mig der er snerpet? 

Når man er 40+ burde man så ikke opføre sig anderledes? Eller hvad? 

"Jamen er det ikke dig fraaaa..."

(Dette blev skrevet for længe siden, men var ikke blevet udgivet, og det havde jeg ikke opdaget. I får det lige alligevel)

Aaaaarh mig tid... Endelig lidt farve i håret igen. Og mens jeg alligevel sidder her kan jeg jo lige så godt lige skrive det indlæg, jeg har gået med i hovedet så længe .

En dag for efterhånden rigtig længe siden hvor jeg gik rundt i min egen verden i Herning Centeret - ret træt, så så nok lidt sur ud - slog det mig! Mon nogen genkender mig fra Instagram? Lige den dag håbede eg det virkelig ikke, for havde virkelig ikke overskud til at smile det mindste. 

Siden har jeg tænkt tanken mange gange - især når jeg synes nogen kigger lidt ekstra på mig. Heldigvis synes jeg selv, jeg opfører mig helt tilforladeligt i det offentlige rum (det gør vi vel alle), men må indrømme, at jeg har tænkt: "Hvor er jeg glad for jeg ikke er én af dem med børn der skaber sig helt vildt for at få slik. Og for, at jeg ikke er en der råber af mine børn." 

Nu er det jo ikke sådan at jeg går og tænker på det hele tiden og er ved at få stress fordi jeg skal opføre mig på en bestemt måde. Overhovedet ikke. Det er mere sådan "hov gad vide om nogen har set mit helt private afslappede jeg." Og det vil jeg da et eller andet sted håbe :-)

Nu må I endelig ikke tro, at jeg er så mege i harmoni at jeg altid er't optjener når jeg er ude og har fuldstændig styr på alting. På INGEN måde. I vil også kunne møde mig den dag i slutningen af en uge hvor der har været alt for mange aftaler. Den dag hvor det virker til at alle mennesker i verden har valgt at tage samme sted hen som mig OG jeg har glemt at tage min medicin. Den dag vil jeg ligne en der ikke kan gøre for det :-) En der lige er landet fra det ydre rum. Ja faktisk den dag vil I nok nærmest ikke kunne kende mig ;-) 

Gad vide om et billedmedie som Instagram får os til at tænke mere over hvordan vi opfører os? Jeg tror det får mig til at smile lidt mere :-) 

Og bare rolig. I skal ikke være bange for at jeg spotter jer - min hjerne mangler linket mellem cyber world og real world, så jeg tænker slet ikke over at jeg kan møde jer derude :-) 

Snart færdig :-)

Dagen før dagen...

Prøver at forberede det sidste til i morgen, men bliver fanget af ideer. På den måde er det dejligt selvbeviseligt. Her sidder jeg og kæmper med en "bundet opgave" som jeg faktisk er topmotiveret for at udføre og alligevel skal jeg bokset indfald væk flere gange i minuttet 😕 ulige kamp, men alligevel en kamp jeg ikke ville undvære, for det er jo også min drivkraft og kreative kilde. 

Jeg er lidt ekstra nervøs for i morgen. Der vil sidde en del mennesker som kender mig rigtig godt. Mennesker som har accepteret mig og rummet mig altid. At blotte mig for dem bliver voldsomt. 

Det er mennesker jeg skylder en kæmpe tak for på hver deres måde at hjælpe mig dertil hvor jeg er i dag - uden særlig grund. Fordi jeg på en eller anden måde må have givet dem noget der har gjort de har synes det har fortjent deres tid og kræfter. 

Jeg er nervøs for at blive rørt, meget rørt. Det bliver i hvert fald en følelsesladet aften er jeg sikker på 😊 

I can see clearly now....

Nej faktisk er regnen ikke væk. Ikke udenfor i hvert fald. Jeg ser den nok bare ikke for i min verden er der solskin :-)

Tilbage i december skrev jeg et indlæg om det at stoppe med amning til fordel for at kunne starte med min medicin igen (du kan læse det her). Nu, 4 måneder senere, er skyerne for alvor ved at lette, og jeg kan mærke "det gode liv" igen.

Hvis nogen nu har den opfattelse, at det der ADHD medicin er noget der kastes i hovedet på folk som var det vitaminpiller, ja så har de ikke hentet deres erfaringer fra patienter ved ADHD for voksne teamet i Herning i hvert fald. Jeg er igen blevet tilknyttet teamet og er til opfølgnings samtaler for at finde ud af hvordan medicinen virker på mig denne gang. Til den første samtale blev jeg stillet i udsigt at de ikke kunne love mig den samme medicinering som før, hvor jeg fik to forskellige præparater, da den behandlingform er en de bruger yderst sjældent (det kan tælles på én hånd).
Min første tanke var "Nå ja ja, måske har jeg ikke behov for det. Jeg har jo flyttet mig meget siden diagnosen blev stillet."

Gladeligt startede jeg på den medicin de mente jeg skulle starte med (ja jeg er meget autoritetstro) og mærkede da også omgående effekt. De voldsomme udsving i humør og temperament stilnede af. Tålmodigheden voksede, det samme med overblikket. Heldigvis slap jeg for den voldsomme madlede som jeg kæmpede med i 6 måneder sidst. Desværre hjalp medicinen ikke på tanketornadoen, som er mit nok mest opslidende symptom.
Nok havde jeg fået mere overskud og tålmodighed, men det blev ædt op af at prøve at kontrollere de hvirvlende tanker. Alt hvad jeg foretog mig skulle følges af kæmpe mængder energi som udelukkende blev brugt på at fastholde koncentrationen om selv de mest banale hverdagsting. Nok havde jeg fået mere ro i kroppen, men på en måde gjorde det bare, at det voldsomme, utilregnelige og uregerlige uvejr i mit hoved blev meget tydeligere.

Derfor, da jeg skulle til samtale på psyk i torsdags, havde jeg planlagt at tilbyde min sjæl for at få lov at få den anden slags medicin også (sådan cirka). Det var simpelthen blevet for meget for mig. Og jeg kunne da slet ikke se mig selv starte på arbejde igen i den tilstand.
HELDIGVIS kender de mig så godt derinde og ved at jeg under ingen omstændigheder tager medicin for sjov (jeg er typen der hellere prøver at sove en hovedpine væk end at tage Panodil), at de gerne ville prøve at dobbeltmedicinere mig igen (tak talegaver for at være så gode til at beskrive min tanker og følelser). Jeg fik en recept til 7 dage og skal så til kort samtale igen.

Fra sidst ved jeg, at jeg først får det fulde udbytte af denne type medicin efter lidt tid... Jeg tog den første fredag og mærkede allerede effekt i løbet af dagen. Fredagsmiddagen med bonusdatteren og hendes kæreste var intet problem, vi spillede kort og hyggede og inden jeg gik i seng var opvaskemaskinen tømt og fyldt igen. Køkkenet var ryddet og rent og klar til lørdagens morgenmad. Og jeg var ikke engang udmattet!
Lørdag gik med afslapning og pølsehornsbagning. Og nu i dag, har hele huset fået den store overhaling. Oprydning, rengøring, vasketøj - you name it. Nu sidder jeg her og nyder et rent og mere ryddeligt hjem - og jeg er ikke udmattet, udkørt, fladtrykt. Min krop er træt, men ikke mit hoved. Det er fantastisk! Jeg er tilbage.

At tømme opvaskemaskinen eller hænge tøj op er pludselig ikke noget jeg behøver tænke over mere - jeg gør det bare :-) Uden korrekt medicin er ting som disse noget jeg bliver NØDT TIL at koncentrere mig voldsomt om for ikke at gå igang med noget andet jeg lige får lyst til. Uden medicin er jeg nødt til at "tale mig igennem" rutineting (heldigvis bare tale inden i mig selv) for at overdøve alle de der meget sjovere indskydelser der dukker op i mit hoved. At tømme opvaskemaskine kunne lyde således i mit hoved: "Jeg starter med underskuffen. Trækker underskuffen ud. Jeg starter med de store ting. Først gryderne. De skal i skabet til venstre. Den her på nederste hylde. Den her på midterste hylde. Hvor mon lågene er? Nå, de er også i maskinen, så tager jeg lige dem også....."
Det samme gør sig gældende når jeg hænger tøj op uden medicin: "En trøje, den skal have to klemmer. Sådan. Bukser, så skal jeg bruge fire klemmer...." og sådan bliver det ved i det uendelige.
Det er udmattende, men nødvendigt. Uden den koncentrationstalestrøm, ville en halvtømt opvaskemaskine stå åben i køkkenet hele dagen, fordi jeg lige blev fanget af noget andet. Det nyvaskede tøj ville ligge i kurven og blive krøllet og surt, maden ville brænde på, støvsugeren være efterladt midt på stuegulvet. Rugbrødsdejen kun blive halvfærdig. De nyindkøbte vare aldrig komme på plads. Behøver jeg fortsætte? Nej vel.

Vi flyttede ind her for et år siden, hvilket vil sige at jeg ikke har været medicineret i den tid vi har boet her. Det kan ses! Mine små (og store) bunker ligger rundt omkring. Jeg hader dem, men har set mig overvundet af dem. Jeg har ikke kunne organisere eller strukturere nok til at gøre noget ved dem. De har været det lille papirflag i den hundelort der hedder "jeg har ikke styr på mit liv". Nu kan jeg få dem væk! I stedet for kæmpe bjerge virker de nu som små nuttede muldvarpskud...
YES! Lad mig få dette hus til at lige et hjem for voksne mennesker!

Ønsker alle en fremragende uge <3

Et indlæg om et oplæg

Tilbage i efteråret, blev jeg spurgt om jeg ville holde et par oplæg om ADHD i forbindelse med psykiatriens undervisning/information omkring diverse diagnoser. Jeg svarede ja uden megen tøven, da jeg mener at have en historie, der er ret vigtig at fortælle. Ikke fordi jeg på nogen måde mener at jeg er særligt fantastisk i den retning eller som sådan har en vildt sensationel historie. Faktisk er det lige det modsatte.
Min historie er langt hen ad vejen ret kedelig - eller rolig om man vil. Mange med ADHD kan fortælle om ungdomsår som småkriminelle, hashrygende weekendnarkomaner med voldlige tendenser. I de kredse lader det næsten til at være reglen snarere end undtagelsen. Om ikke andet er det, det billede man let kan få gennem medierne.

Derfor synes jeg det er vigtigt for mig at fortælle min historie om opvækst i en kernefamilie. Placering i top 5 (rent fagligt) i min folkeskoleklasse. Studentereksamen. Læreruddannelse. Familie og job - altsammen uden diagnose, uden hjælp fra systemet. Alligevel er jeg ikke et sekund i tvivl om at diagnosen er ramt helt rigtigt. OG jeg er ikke i tvivl om, at medicin er en del af den rigtige behandling for mig lige pt.

Nu sidder jeg så her og oplægget er én uge væk. De sidste måneder har jeg stået foran den der fyldte sal et utal af gange. Der har været proppet til renden (et par hundrede mennesker) og der har været 20. Jeg har sagt en milliard forskellige ting, velvidende, at jeg ikke kan sige alt det jeg gerne vil, på den tid jeg har til rådighed. Jeg har været meget forberedt og mindre forberedt. Indtil nu har jeg dog intet skrevet ned - med andre ord forbereder jeg mig til dette som jeg altid har lavet opgaver til skolen. Jeg tænker og tænker. Skriver hele og halve opgaver i hovedet og så vupti, lige før lukketid for jeg skrevet det ned jeg mener virker mest fornuftigt. Måske lyder det rodet, men det må jo fungere for mig, for jeg har da fået nogle ret okay karakterer gennem tiden :-)

Egentlig er mit problem ikke så meget hvad jeg skal have med. Det er nok nærmere hvad jeg ikke skal tage med. For mig er det hele jo utroligt vigtigt. Skal jeg tale til de andre med ADHD der dukker op, eller skal jeg tale til deres pårørende. Måske skal jeg tale til eventuelle fagpersoner der dukker op. Det kan da være jeg skal lave en "Festen" løsning og lave tre forskellige oplæg alt afhængig af hvilken gruppe der er stærkesrepræsenteret på dagen :-)

Ligegyldigt hvad, skal jeg i hvert fald sørge for at lave stikordskort, for ellers taber jeg helt sikkert tråden.... Det er der ingen garanti for jeg ikke gør selvom jeg har kortene, men alligevel :-D Faktisk ville det bare understøtte overskriften/beskrivelsen af aftenen, som netop handler om det der med at tabe tråden midt i en lektion og være nødt til at spørge eleverne hvor det lige var man kom til :-)

Egentlig tror jeg, at mit drømme forløb ville være at salen bare kunne spørge og ALT hvad de nu var nysgerrig omkring, og så kunne jeg svare :-) Men jeg har fået lavet visitkort til lejligheden, så måske er jeg heldig at få besøg af nogen her på bloggen efterfølgende og så kan de jo spørge løs :-)

Nå, men nu gik tiden jo, og det er snart sengetid. Når vist bare lige nogle overskrifter i dag :-)

Genbrugsguld i Dukkehuset

Nogle dage markerer sig tydeligere end andre. I dag har været en af de dage som har sat sine positive spor. Vi var kørt op for at besøge min farmor. Hun er det dejligste søde menneske, som bare elsker at få besøg og altid har elsket alle os børnebørn og knuselsker sine to oldebørn. Det er desværre rigtigt længe siden Viktor har set hende, faktisk så længe at at nok ikke kunne huske hende. Men det er lige meget når hun er som hun er. Viktor kunne slet ikke få nok af hende. Han krammede og myssede og aede...

På vej hjem stoppede vi for første gang ind ved en lille antik/kræmmer butik i Struer. Vi har snakket om den mange gange, men har aldrig lige haft tiden til at holde ind, det havde vi så i dag. Sikke dog en verden der åbnede sig - jeg var slet ikke forberedt.

Det lille, ret anonyme byhus gemmer på uanede mængder vaskeægte genbrugsguld. Det første mine øjne lander på da vi kommer ind, er et glasmontre med alt muligt glas og porcelæn blandt andet 7 (!) Lyngby vaser (af dem med blomster) i forskellige størrelser. Jeg prøver at kigge op og rundt, men det er som om min hjerne slet ikke kan modtage så mange indtryk.

Jeg er omgivet, overvældet, omsluttet af ting. Ting, der fortæller historier. Ting, som er samlet gennem et helt liv. Ting, som blot venter på at finde et nyt hjem. Alt så det der sorteret så smukt, at selvom bunkerne har bunker, virker det ikke kaotisk rodet. Jeg ved hvor jeg skal gå hen hvis jeg søger noget blåt, hvis jeg søger sølv, hvis jeg søger noget til køkkenet eller badeværelset.

De første 10 minutter gik jeg rundt og sagde "Hoooold da op! Det er jo heeeelt vildt! Nej hvor er det fantastisk." Derefter var det som om jeg lukkede af. Jeg gik rundt i tavshed og prøvede blot at absorbere så megen skønhed og kvalitet. Rundt omkring gemmer skattene sig og samtidig viser de sig frem på smukkeste vis. Det er som om tingene ligger og kalder på mig, siger "Se mig - se mig." Det er gået op for mig, at jeg på ingen måde kan få alt det med, som jeg har lyst til og jeg går bare og nyder og prøver at vælge. I rummet med køkkenting står jeg længe og suger til mig, men min øjne bliver igen og igen fanget af to bestemte genstande. Da min kæreste kommer og finder mig, fanges hans øjne på samme måde - vi har fundet noget vi med sikkerhed skal have med:

Min barndomsby er Lemvig. Derfor var der én anden ting jeg på ingen måde kunne lade stå (selvom den var dyr):

Det var første gang jeg så sådan en, og havde jeg ikke taget dem med, er jeg ikke sikker på jeg nogensinde ville se en igen. 

Og så bare lige en lille ting, som minder mig om min barndom. Min mor havde en i rigtig 70er orange: 

Hvad siger I. Ved I hvad det er?

Eva har en hjemmeside som du finder her

(Indlæg skrevet søndag. Billederne drillede, derfor er det først udgivet nu)

"Jeg smutter lige ned og træner. Ses om en time"

I dag tog kæresten og jeg ned i byens fitnesscenter for at får dagens endorfinfix. Vi bor i en mindre provinsby, så her er der ingen fitnessworld eller fitness.dk. Nej vi har det fitnesscenter som idrætscenteret har lavet. 

I centeret er der de maskiner der ligesom skal være. Cykler, løbebånd, crosstrainer og romaskine. Og så er der selvfølgelig diverse til vægttræning, både maskiner og løsvægte. Alt i alt er jeg godt tilfreds. 

Brugerne ligner også dem jeg forestiller mig kommer alle mulige andre steder. Der er de unge håbefulde teenagedrenge der håber på at omdanne den spagetti, der hænger ud af ærmerne, til noget mere kødfuldt. Der er de lidt ældre fyre, som mere eller mindre frivilligt agerer forbilleder for netop teenagedrengene. Der er efterlønnerne, som har fundet glæden  ved at passe på kroppen. Ja I kender sikkert de forskellige typer. Der er dog særligt én gruppe som er særligt iøjnefaldende. 

Det er en gruppe bestående af kvinder i alle aldre. Det er ikke alle kvinder, som tilhører denne gruppe - jeg selv gør for eksempel ikke. 

Kvinderne, som sidder i maskinerne og snakker! 

Det er de kvinder som, når de kommer hjem, har trænet snakketøjet mere end noget andet. De starter med foreksempel at sidde på en motionscykel og træde lidt i pedalerne i ti minutter. Så går de over til de maskiner, som træner ben - laver 15 gentagelser, holder to minutters pause, laver 15 gentagelser mere, pause igen og så skifter de. Alt imens munden ikke står stille på dem. 

Sådan fortsætte de til mavebøjninger (for at få flad mave) og måske squat (for at få en god røv). Når de har været "igang" i 30-45 minutter smutter de storsnakkende ud af døren igen uden overhovedet at have fået bare lidt røde kinder. 

Det er den samme gruppe kvinder, som sidder i arbejdspladsens frokoststue og høvler den ene riskiks ned efter den anden og siger ting som: "Altså jeg spiser sundt og jeg træner 3 gange i ugen. Jeg fatter ikke, at jeg ikke taber mig. Jeg tror altså det er noget med mit stofskifte."

Jeg må indrømme at jeg faktisk godt kan blive lidt irriteret på den gruppe kvinder. Selvom de ikke laver noget, optager de jo maskinerne alligevel. Og de er ikke til at komme i kontakt med, så man kan spørge om man lige må låne maskinen mens de snakker. Jeg har tænkt på flere gange hvorfor de dog gider betale for at sidde og sladre/sludre i et ildelugtende lokale med lidt for høj, ret dårlig techno bankende ud af nedslidte højtalere. Hvorfor ikke bare tage på café? 

Svaret kom til mig idag. Siger mor "Jeg smutter lige på shopping med tøserne" ville hun nok ofte blive mødt med "jeg vil meeeeeed" fra ungerne og "køb nu ikke hele byen" fra manden. Siger hun derimod "Jeg smutter ned og træner med Bente og Lone. Vi ses om en time" så  vil tilbøjeligheden til at tigge om at komme med nok ikke være så stor. 

Manden vil heller ikke foreslå at mor tager børnene med, så han lige kan få ryddet op i garagen. Nej fitness er lidt en helle, hvor mor har mor-tid. 

Jeg forstår det godt. Det er faktisk ret snedigt. Ingen forstyrrende elementer i en time. Det er da så skønt. 

Jeg beder dog bare om én lille ting. Kunne I da for pokker ikke bekende kulør i stedet. På den måde kunne I sætte jer ved et bord og snakke, og vi andre kunne komme til maskinerne 😉