tirsdag den 19. februar 2013

Mon viljen og lysten er nok?

Der er noget jeg virkelig gerne vil! Faktisk er det noget jeg har drømt om i et par år efterhånden. Det er bare så meget imod alle odds, at jeg har lidt svært ved at overbevise mig selv om, at det faktisk kunne være en reel mulighed.
Det er som om samfundets stemme er blevet en fast stemme i mit hoved, og det bryder jeg mig egentlig ikke om. Det har aldrig været min stil at lade andre diktere hvad jeg kan og ikke kan, det skal jeg nok selv finde ud af. Alligevel! Måske har samfundet ret. Måske er det projekt mere end jeg kan overskue. Hvordan vil jeg håndtere, hvis jeg må sande, at det ikke kan lykkes for mig? Er der overhovedet marked for mit projekt? Hvordan går jeg i gang hvis jeg går i gang?

Jeg vil rigtigt gerne skrive en bog! Ikke en hvilken som helst bog. Nej en bog om hvordan det (kan) føles at have ADHD. Jeg har, siden jeg blev udredt, fået at vide fra flere, at jeg er god til at sætte ord på de vanskeligheder jeg oplever - både så det giver mening for andre med diagnosen og for nogen som ikke selv har den, men som på den ene eller anden måde er i berøring med den.

Min tanke er slet ikke at skrive en "ynkebog" - det er ikke min stil at ynke. Til gengæld vil jeg heller ikke gå og gemme mine vanskeligheder. Det gjorde jeg i 29 år, og det var længe nok. At skrive bogen skulle ikke være som en selvhelbredelsesfærd - det er det man bruger en blog, en dagbog eller en professionel person til. Nej mit ønske er at give et mere nuanceret billede af "patientgruppen".

Jeg er træt af at blive proppet i en gruppe hvor jeg ikke føler jeg høre hjemme. Altså gruppen som andre har lavet af "dem der med ADHD". Jeg er ikke et sekund i tvivl om at diagnosen passer og medicinen er det helt rigtige for mig, hvis jeg skal have en nogenlunde normal hverdag. Det kan jeg da især mærke nu hvor jeg er gravid og ikke kan tage den. Nej den gruppe jeg ikke hører hjemme i, er den gruppe hvor ADHD er lig med arbejdsløshed, ingen uddannelse, nuværende eller tidligere misbruger, lidt små kriminel, slagsbror osv. Som jeg ser det, er tendensen, at enten er man "sådan en" eller også tilhører man den super lille gruppe, der er i modsatte grøft. Leonardo Da Vinci, Albert Einstein, Steve Jobs, Jeanne d'Arc. Personer som på hver deres måde i hver deres tid udrettede noget stort, kæmpestort.
Her passer jeg bare heller ikke rigtigt ind. Jeg har aldrig opfundet noget, fysik og kemi er ikke mine stærkeste sider, jeg kan bruge en computer, men ikke mere og så har jeg aldrig rigtig brudt mig om det der med at være voldelig.

Vi mangler den store midtergruppe. Jeg har for eksempel aldrig stjålet noget, slået nogen, taget stoffer af nogen art. Jeg har været lige så meget i arbejde som de fleste andre, og indtil for nylig på fuldtid. Jeg har én uddannelse, den første jeg startede på, og jeg har ikke taget længere tid om den end så mange andre. Jeg har en matematisk studentereksamen og lå i den bedre halvdel af min folkeskoleklasse. Jeg er vel egentlig nogenlunde så normal som man kan være lige hvad det angår. Det var først da jeg også skulle til at være mor, at det ligesom blev lidt svært at få enderne til at nå sammen. At mit liv langt hen ad vejen har været helt normalt, gør jo ikke mine vanskeligheder mindre (eller mindre irriterende). Det skyldes blot, at jeg har været så heldig at lande midt mellem de dejligste mennesker i verden, som har hjulpet mig når jeg har haft brug for det.

Som sagt ønsker jeg ikke at skrive "årh hvor er det synd for mig" bog, for det er det ikke. Det er vanvittigt hårdt mange gange, men synd er det ikke. Jeg vil bare gerne fortælle hvordan verden ser ud gennem mine øjne, hvordan den opleves med mit hoved.
Min mor som er socialrådgiver synes den kunne være gavnlig, men ville andre? Ville der overhovedet være marked for en bog der fortæller om hvorfor det kan være meget vigtigt hvilken kop man drikker sin te af, eller hvilket skriveredskab man vælger, eller hvorfor man ikke pludselig kan spise boller i karry hvis man troede man skulle have frikadeller. Er der overhovedet nogen der gider læse om hvor svært det kan være at huske hvad man skulle skrive fordi der er et ur der tikker (ja der er et ur der tikker bag mig) eller hvor anstrengende det kan være at følge en samtale i et rum hvor der også foregår 10 andre samtaler.

Årh der er så mange ting jeg gerne vil fortælle...

lørdag den 16. februar 2013

Fabelagtig fødselsdag

Det går godt nok stærkt for tiden! Magnus havde fødselsdag i onsdags, og først nu føler jeg der er tid til at sætte sig og få skrevet om den fantastiske dag. Bedre sent end aldrig...

Dette var jo Magnus's første fødselsdag som delebarn, så var en smule spændt på hvordan det skulle gå, men som altid klarede han det i super stil.
Han startede dagen ved Jens, hvor der var brunch med gode venner og familie, så da vi hentede ham midt på eftermiddagen, var det en super stolt dreng i højt, højt humør vi fik med. Han kunne slet ikke stoppe med at fortælle og hans energi niveau bar tydeligt præg af at han havde haft det mega, monster sjovt med jævnaldrende.

Vi kørte direkte op til mormor, hvor vi havde "bestilt" aftensmad. Vores lejlighed egner sig pt rigtig dårligt til at have gæster, det er et værre flytterod, så vi bestemte at dette var den bedste måde at gøre det på. Efter en formiddag med mange gæster, tror jeg også det passede Magnus glimrende. For første gang nogensinde tror jeg, spurgte han et hav af gange "Er vi snart oppe ved mormor?", så lur mig om ikke han glædede sig.

Jeg kunne godt mærke at der var blevet pakket gaver ud tidligere på dagen, for øjnene var helt indstillet til at spotte gavepapir. Gaven fra mormor og Steen var den første der blev åbnet og wauw en sej cykelhjelm der gemte sig deri. En med sølv-flammer og lys i nakken. Den måtte vi hellere ud og vise mormors hund Mickey, men hov! Hvad søren var nu det der stod lige midt i køkkenet? Det var da den der super seje cykel som Magnus havde prøvet ved cykelhandleren. I starten var begejstringen dog til at tage og føle på. "Den skal ikke have de der hjul på!" - vi havde jo fået sat støttehjul på. Så var det åbenbart ikke helt rigtigt. Han ville dog godt være med til at prøve den, og pludselig gjorde støttehjulene ikke så meget.
Vi blev enige om at den da skulle ud og prøves - når altså vi lige havde fået kagemand.






Og så var der vist lige en enkelt gave mere...
 
Da vi skulle ud og prøve cyklen var det allerede blevet lygtetid, men det gør jo ikke noget når man lige har fået sådan nogle sine lygter på sin nye cykel OG hjelm :-) Det var dog ikke helt så nemt det der med at cykle på en stor cykel som man måske lige skulle tro - der er nemlig langt ned til jorden i forhold til den der lille løbecykel som man er vant til. Man må være lidt kreativ og tænke "Hvilket karaktertræk hos knægten ville vinde over den medfødte højdeskræk?" jo det ville såmænd det nok lige så medfødte vindergen. Der blev altså sat ind med "Du fanger mig aldrig" og pludselig kunne man godt cykle. Pædagogisk? Ikke så meget, men det virker :-) Og når først han kommer igang synes han jo det er vildt fedt - det er bare lidt farligt når tyngdepunktet flyttes.
Inde igen kunne der lige nås et spil inden aftensmad (menu bestemt af fødselsdagsbarnet). Sørme om ikke vi fandt et af mine gamle yndlingsspil "Andedammen" - fantastisk spil. Magnus elskede det også. Det virkeligt sjove var så, at jeg på et tidspunkt, mens han ikke var i rummet, fortalte en historie om det spil. Det er nemlig sådan at udenpå æsken ser man nogle børn der spiller spillet, der er bare lige det, at spillet de spiller ikke er magen til spillet i æsken. Udformningen er simpelthen ikke den samme - det har alle dage irriteret mig grænseløst. Langt senere sidder vi ved spise bordet og Magnus står ved sofabordet hvor spillet står (æsken er lukket) - pludselig vender han sig om til mig og siger "Den er ikk' den samme mor." Jeg spørger hvad han mener, og jeg taber underkæben da han pointerer præcis den samme ting som har irriteret mig alle år. Min mor havde aldrig lagt mærke til det før jeg fortalte det. Detaljesansen er åbenbart også gået i arv.

Inden aftensmaden, kom moster og Thomas og de havde sørme endnu en gave med. Den mest fantastiske æske med McQueen modellervoks.
Magnus havde bestilt kartoffelmos med pastinakker og kødsovs, der blev ikke spist så meget - måske fordi der var blevet sagt noget om dessert. Mormor havde da lige tryllet en gang citronfromage til dessert - total retro og total godt. Lidt mere end halvvejs igennem måtte den lille mave dog sige stop. Ovenpå en hel dag med fødselsdag var der simpelthen ikke plads til mere :-)

Vi havde lånt soveplads hos mormor, så efter tandbørstning, fødselsdagssang fra England og to pixi-bøger blev der ret hurtigt ro fra madrassen i gæsteværelse.

Næste morgen
Frisk som en havørn kl 7.30 (hvilket er okay længe for Magnus at sove)! Ind og vække mormor i højt humør. En ordentlig skål havregrød og en ostemad senere var vi klar til at afprøve den der cykel igen. Det var stadig noget farligt, især når det går ned ad bakke. Jeg trøster mig med at det nok skal komme. Om til den gamle skoles legeplads og klatre lidt rundt og rutsje lidt og så hjem til frokost. Under frokosten kunne Steen fortælle at der lige var klækket kyllinger i nat hos nogle af deres venner. Om ikke vi ville med ud at se dem.
Efter frokosten pakkede vi bilen så vi kunne vende næsen hjemad efter kyllingebarselsvisit, og afsted det gik. Glemte jeg at sige, at det drejede sig om knap 35.000 små kyllinger?

De kommer når man klapper :-) 
Og følger efter dem med blå futter, så Magnus måtte bæres.
Jeg var vist kun ved at træde tre ihjel :-/




















Meget nysgerrig lille fætter :-)
Magnus faldt i søvn i bilen på vej hjem, blev båret op i seng og sov videre i to timer... Det er hårdt at blive 4 år :-) 

søndag den 10. februar 2013

Kødsovs på 100 måder - sådan cirka...

Billede lånt fra cancer.dk
Uh hvor jeg stor fan af kødsovs - i min version. Det går cirka ud på at tage de grøntsager jeg nu har, skære i stykker og tilsætte noget kød :-) Når man bruger grøntsagerne som udgangspunkt kan det næsten ikke undgåes at det bliver en sund kødsovs. 

Vintertiden er god for der kan der komme en masse af de gode mættende grøntsager i. Pastinakker er klart min favorit, derudover selvfølgelig gulerødder, selleri, løg, kål, peberfrugt, champignon, squash, jordskokker - ja faktisk tæt på alt. Det giver en voldsom god smag og forskellig hver gang fordi det jo afhænger af hvad jeg har i køleskabet. 
Derudover kan jeg godt finde på at putte lidt bacon eller andet røget kød i og så den hemmelige ingrediens (som jeg lærte af min eks-mand) flødeost, gerne pikant. 

Med så mange grøntsager fylder det godt og mætter godt. Derfor bliver portionen ofte så stor, at der bliver til to aftensmåltider. Den første servering er tit den traditionelle med pasta (selvfølgelig fuldkorns)  eller ris. Så fryser jeg resten ned så det ikke behøver ligne hinanden to dage i træk. 

Ja hvad gør jeg så ved det når jeg tager det op igen. Det kan blive brugt på en pizza, i pizzasnegle, i pirogger, i en tærte eller vores nye favorit - et karfoffelfad, hvor der også kommer løg og andre grøntsager i har jeg en rest fløde hælder jeg det over ellers måske lidt boullion. Så kommer kødsovs-resten på som låg (og måske lidt ost på toppen). Så er det ellers bare i ovnen ved små 200 grader i trekvarters tid og vupti så er der lækker aftensmad. Det er simpelthen så nemt og giver så lidt opvask at det er en sand fornøjelse :-) 
Jeg elsker nem og sund aftensmad :-) 

lørdag den 9. februar 2013

En dag på Thyholm...

Igen i dag har der været aktivitet nok på programmet. Det gjaldt forsinket julefrokost med min fars familie. Vi skulle alle samles ved min kære gamle farmor, som trods sine 73 år og fremskredne grå-stær bare æælsker at have gæster <3
Dejlige farmor
Thyholm er lidt af en køretur væk, så vi sørgede lige for at klemme en tur på kirkegården ind, der er jo efterhånden desværre nok at besøge. Farfar fik en enkelt langstilket hvid rose. Mormor og morfar fik en hvid og en lilla fresia (mormors yndlingsblomst). Tænk at de alle tre er væk - alle tre i marts og indenfor 5 år.

Med hele klanen samlet i Uglev var der, som altid når faster er i køkkenet, lagt op til super god mad og i rigelige mængder. Og vi spiste og spiste og spiste og.... Og der var stadig mad tilbage :-)
Til kaffen var der det bedste - farmors hjemmebag. Det kan godt være farmor ikke kan se meget mere, men bage det kan hun altså. Spørger man efter en opskrift peger hun ofte bare på panden. Hun kan ikke læse opskrifterne mere, men de er lagret. I dag pegede hun dog i stedet på "biblen" som jeg fik lov at tage ned og kigge i. Det var en oplevelse! Min farmor og farfar havde bageri i mange år og "biblen" er min farfars gamle, håndskrevne opskriftsbog. Opskriftsbogen hvor man finder opskrifter som:
Kærnemælkshorn
12 dl kærnemælk
3  kg margarine
3  kg mel
Deles i 300 g (8 stk)
Det giver 192 kærnemælkshorn :-)

Jeg har gennem tiden fået vristet et par opskrifter ud af den, men har aldrig selv kigget i bogen før. I dag var jeg på jagt efter de mest fantastisk lette havregrynskager som min farmor havde bagt til dagen og som faster havde lagt sammen med smørcreme. Muuuuums :-)

Måske kan I tyde den :-) 
Magnus fik en ny ven i dag. Buller. Min farmors gravhund. I starten var det som om Magnus havde glemt sin højdeskræk og som en anden abeunge kunne han kravle hele vejen op ad mig for at komme væk fra hunden. Heldigvis kunne lidt godbidder, tålmodighed og guidning gøre at de i løbet af eftermiddagen blev de bedste venner og rendte og legede i gangen. Så sødt altså <3




Magnus fik bl.a. sæbebobler i fødselsdagsgave i går og de var selvfølgelig med i dag. Der er bare ikke noget så underholdende som sæbebobler. Det var meget svært at vente til der var nogen der ville med ud og blæse sæbebobler - det må man jo ikke indenfor. I hvert fald ikke med så mange mennesker i rummet. 
Årh nej de blæser indenfor :-)
Wauw en kæmpeboble!




















Man kan godt blive lidt træt efter sådan en dag! Så er det jo bare fantastisk dejligt at man har Rachel med, som gerne sætter sig og læser i historie eller to når der lige skal ro på gemytterne. Og nårh ja - nye bedste vennen må selvfølgelig også gerne være med :-)


På vej hjem i bilen sad Magnus og sang sin yndlingssang lige for tiden: "Åh-oh når klokken den bli'r femogtyve", ja den med Nephew. Den er bare fantastisk :-) Det var en sidste krampetrækning for at holde sig vågen, hvilket lykkedes. Benene var bare blevet så trætte at han faldt på vej ind i lejligheden og skrabte sit knæ :-(
Da han var kommet i seng og lå og gned sine trætte øjne, sagde han: "Mor. Der skal vi rigtig snart op igen. Jeg vil gerne besøge oldemor igen lige om lidt." Det er da, om noget, tegn på at det har været en god dag.

fredag den 8. februar 2013

Fire år i fuld fart....

Så blev der holdt børnefødselsdag! Og det har været en fremragende dag.

Der flages for Magnus i børnehaven

Dagen startede i børnehaven hvor Magnus var med ude at hejse flaget. Bagefter skulle han sidde i midten af rundkredsen, mens der blev sunget sange som han havde valgt. Her må man sige, at Magnus nok slægter mig en del på, for det der med at være i centrum var han ikke meget for. I starten sad jeg inde ved ham, og da jeg så mit snit til at liste ud i kredsen - ja så kom han ud til mig :-) Men eftersom jeg selv ved hvor ubehageligt det kan være at blive gjort til centrum når man ikke ønsker det, så fik han altså lov til det.

Magnus valgte tre sange: "Lille Peter Edderkop", "Sangen om Balder" (tror jeg den hedder) og så selvfølgelig den med Falck-manden. Fødselsdagssangen skulle være den med instrumenterne og instrumenterne var guitar, trommer og violin (!).
Det var en super hyggelig start på dagen. Desværre kan jeg ikke vise billeder fra det, da de billeder jeg har også viser andre børn, så det må jeg ikke.

Jeg kørte hjem for at gøre klar til eftermiddagens gæster. Jeg må blankt indrømme, at jeg følte mig en smule intimideret - jeg havde jo lige været vidne til hvilket gear de omtalte gæster var i af bare glæde og spænding til det forestående. Jeg var også meget glad for det gode råd fra en anden forælder "to timer er nok i den alder". Tak Heidi - tusind tak ;-)

Nå men der skulle pyntes op. Magnus havde jo selv valgt servicen, så det var ingen sag. Jeg sørgede for at puste en ordentlig stak balloner op (god træning for mave- og bækkenbundsmuskler), det er altid stensikker og nem underholdning.

Sådan så stuen ud inden invasionen :-)
Min plan var, at børnene skulle lave deres egne små lagkager og spise. Noget jeg senere måtte erfare de ikke er gamle nok til i den alder :-) Men de havde det dæleme sjovt :-) Tænk at få lov til at spise lagkagebunde med syltetøj, glasur og krymmel - bare sådan...
Heldigvis er de lige så ivrige efter at spise frugt, så det blev der også sat en del til livs af.
På tegnetavlen havde jeg tegnet et flag og skrevet "Magnus 4 år" - ideen var så at alle gæsterne kunne hjælpe med at gøre det til en fin tegning. Og det blev det :-)
Magnus lægger sidste hånd på værket

Jeg må sige, at jeg blev noget overrasket over gavemængden. Hold da fast en ordentlig stak gaver og sikke nogle super gode gaver. Det er virkelig dejligt og Magnus er meget glad for alle tingene.

Næsten alle gaverne - vist kun slangen der mangler, den havde gemt sig

Det har været en suuuuper dejlig dag. Magnus faldt i søvn på rekordtid, og det gør moren også snart. Der er ikke mere krudt i kanonen overhovedet :-) 

torsdag den 7. februar 2013

Tiden der flyver og slanger der "krywer"

Nogle gange går tiden bare alt for stærkt! På onsdag har jeg en dreng på 4 år - fire år... Måske ligner jeg udenpå (eller udefra) rigtig meget en mor, men jeg føler mig ikke stort anderledes end jeg gjorde før.
Jeg kender kærligheden på en måde som jeg ikke gjorde før, har lært det der med at vælge sine kampe og jeg ved nu, at de ting man før troede var det vigtigste i verden, faktisk ikke betyder noget.

Og så forstår jeg ting som jeg før ikke forstod. Mest forstår jeg min egen mor meget bedre. Som ung forstod jeg ikke altid hvorfor min mor ikke købte noget til sig selv eller gjorde noget for sig selv (som at melde sig til et kursus). Jeg forstår nu at man selv bliver ret ligegyldig i det store regnestykke. Bevars, man skal også gøre noget for sig selv for at kunne gøre noget for andre, men i det store regnskab ved man jo godt nu hvem der kommer først.

Magnus glæder sig - ja - som et lille barn til sin fødselsdag. Jeg tror faktisk højdepunktet for ham har været at skrive invitationer og få lov til at dele dem ud i børnehaven. Selvom han først har fødselsdag på onsdag, holder han fødselsdag i/for børnehaven i morgen, ellers risikerer man jo at alle tager på vinterferie. Han har helt selv bestemt hvem han ville invitere, så han har inviteret de piger han har gået i dagpleje med (plus én mere) og så to drenge som han rigtig godt han li' at lege med. Han har selv skrevet under på alle invitationerne! Han skrev "M" på den første, "A" på den næste osv. :-)

Servicen har han også selv valgt... Der er lidt et tema :-)


Vi har haft en længere snak om hvad han skulle have med om i børnehaven - altså hvad jeg skulle bage. Han startede med at ønske sig en blomsterkage. Vi bladrede lidt rundt i Amo's fødselsdagsbagebog og endte med, at en slange er fint. Jeg bestemte så selv, at den godt måtte få et lille tvist, så har lavet den af fastelavnboller med æblegrød og kagecreme (og her er det jo vigtigt at det er hjemmekogt kagecreme, da det ikke løber ud).

Inden ovn
Efter ovn, inden pynt
Måske mangler der en tunge

Nu er det bare spændende hvordan den bliver modtaget i morgen.... Jeg glæder mig rigtig meget til at en flok dejlige unger skal hygge sig her. Jeg er sikker på Magnus glæder sig helt vildt til at vise alle sine ting frem.