lørdag den 17. november 2012

Hurtige dage og langsomme dage...

Tænk at jeg ikke har skrevet siden tirsdag! Som tiden dog går. Og jeg har ikke rigtig fået udrettet noget :-/

Denne weekend har jeg glæde af Magnus' selskab. Han er den dejligste knægt - sådan er det bare. Jeg nyder at se hvor selvhjulpen han er efterhånden. Det er lidt vildt, at min lille guldklump er så stor. Når jeg, en sjælden gang, er svær at hive ud af sengen i weekenden, er det jo pragtfuldt at have en søn der selv lige render ud og finder morgenmad. Jeg overvejer kraftigt at sætte skålene ned i en højde hvor han har lettere ved at nå dem - så ville han sikkert selv klare morgenmaden.
At trække i tøj volder heller ikke de store problemer mere. Jeg aner noget i horisonten: mor sover til kl 9 mens Magnus selv klarer morgenrutinen :-) Det vil så SLET IKKE komme til at ske, det er morgenerne simpelthen for hyggelige til! Men tænk hvis vi kunne sove til 8.30 samme. :-)

Dagen i dag har stået på: alt for sen aflevering af materiale på biblioteket (uuuups), fodring af stadig meget sky ænder OG besøg hos verdens bedste mormor. Et besøg der var læææænge ventet. Magnus synes mormor skulle have en gave, så frem med perler og perleplade. Det blev til en stor, flot, spraglet plade af den 6kantede slags.

Efter endt frokost kom Magnus i det fine tøj og så manglede der bare lige indpakning på den fine gave- her fandt jeg så også ud af hvor god han faktisk er til at klippe efter en streg - før turen gik nordpå til mormor hygge og kærlighed. Og nøj hvor blev der brugt energi - mon man lige skulle vise sig lidt for sin store helt, moster Nille, og det nye store idol, Rachel? Jeg ser det absolut som en mulighed :-)

Jeg tror i aften er første gang jeg har oplevet at putte Magnus et andet sted (med held). Sætte ham i bilen, køre hjem og putte ham i seng igen - helt uden vrøvl. Endnu et tegn på hvor stor han er blevet:-)

Nu må jeg vist hellere slutte, inden sproget bliver alt for usammenhængende. Jeg vælger at drømme om den dejlige dag. Så håber jeg i morgen bliver lige så god....



tirsdag den 13. november 2012

Elementer til en god formiddag


I morges måtte jeg sande at jeg havde været lidt for hård ved mig selv i går. Hovedet kørte igen på højtryk, så en afslappende formiddag var nødvendig. 
For mig hører der tæpper, varme sokker, te og en god bog til når jeg skal ned i gear. For at tage tingene fra en ende af: Tæpper er for mig lavet af uld. Uld er hyggeligt og varmt på den der rigtigt omfavnende måde. Sokker skal faktisk også helst være af uld, men jeg fandt lige disse utroligt grimme (og derfor et absolut must-have) og meget syntetiske "hyggesokker" så i dag vandt de. De er bare ikke varme på samme måde...

Faktisk er jeg både te- og kaffedrikker, men til hyggestund i chaiselongen er det bare bedst med te. Jeg er særligt vild med urtete og her laver Urtekram og LØV mange som jeg er meget glade for. Desuden er bøtterne fra LØV utroligt dekorative synes jeg. I dag faldt valgt på Urtekrams Magic Mint. Frisk, skrap og sød på samme tid. 

Når mit hoved kører på højtryk, er det nødvendigt at distrahere det. Her er bøger gode. Jeg lader mig forsvinde ind i den fiktive verden, og glemmer helt at tænke over alle de ting jeg troede jeg skulle nå. Sådan har bøger altid fungeret for mig. Jeg er langt fra en hurtig læser, men kunne man koble et lærred direkte til mit hoved, ville man få en helt færdig spillefilm i takt med at jeg vender sider. I øjeblikket er jeg i gang med den voldsomt omtalte "Fifty Shades" triologi. Jeg må indrømme at jeg havde mine forbehold inden jeg gik i gang. Mon ikke det bare var en nyfortolkning af lægeromanen, der ville gøre det mere legalt for husmødrene at interessere sig for porno - undskyld erotik - eller måske blive et våben i et forsøg på at jage ægtemændene op fra divaneseren og genfinde deres indre alfahan? Jeg er blevet positivt overrasket over de mange andre temaer jeg indtil videre er stødt på (hmmm måske et emne til et blog-indlæg). For eksempel kvinders selvbillede - er vi måske generelt ret gode til at sætte vores lys under en skæppe? Og måske endda give manden skylden for det?

En anden ting som jeg finder meget afslappende og tankedistraherende, er sådan noget som mandalas. I dag slog det mig, at de virker på mig på samme måde som svømning gjorde dengang jeg morgensvømmede. Med hvert svømmetag forsvandt en smule af tankemyldret og tilbage var fred og nogenlunde ro. På samme måde tømmes mit hoved for flyvske tanker efterhånden som felterne fyldes ud i en mandala. Så her i formiddag fik jeg lige gjort denne fine blomster tegning færdig :-)

Således mere afslappet, vil jeg så småt gøre klar til gymnastik med Magnus og derefter aftensmad med de to skønne John og Rachel som gæster. Vi skal have pizza :-)

mandag den 12. november 2012

"Mor jeg synes vi skal cykle en tur..."

Vi er kun lige kommet ud af bilen i eftermiddag da de ord lyder fra Magnus... Jamen det er da helt fantastisk. Jeg vil nyde alt det jeg kan, så længe jeg kan, at jeg har en søn jeg ikke skal gøre det store for at få med ud i den friske luft. 

I dag var det så sådan at Magnus' egen cykel ikke var hjemme, derfor måtte han jo bag på min. Og når nu jeg lige havde fundet to indtørrede rundstykker i skabet, så skulle de da skæres i stykker, og så skulle vi på andejagt - med brød, ikke krudt. 

Vi cykler ned til anlægget hvor de lige har fritlagt et stykke af åen (det bliver SÅ hyggeligt til sommer), jeg kunne ikke se de skilte der plejer at være der, så jeg fortsætter på cykel ind i anlægget, rundt om søen. Så kommer det fra bagsædet: "Mor hvad står der på det der skilt?" "Det der med en cykel med en streng over? Jo det betyder vi ikke må cykle her..." Røde ører til moren. 












Desværre var der ingen ænder at finde - måske er de ikke kommet tilbage fra deres Mortensaftens skjul - så vi trillede hjem igen. Her ventede ny-indkøbte clementiner og en dele klejne (hov). Det passede lige til historielæsning i sofaen. Magnus ville gerne lige læse nogle sider i tællebogen for mig, så det gjorde han da. Han kunne da lige "læse" fire sider med tællerim. Imponerende hukommelse.




Det er min faste overbevisning, at kvalitetstid med børnene ikke kun er når man leger en eller anden pædagogisk, motorisk udviklende leg. Kvalitetstid fåes i den grad i køkkenet omkring en meningsfyldt aktivitet som madlavning. Som sidegevinst tror jeg på man får børn der er mindre kræsne. Derfor hjælper Magnus ofte med at lave mad, således også i dag. Der skulle deles rosenkål til en gratin (jeg tror der blev spist 5-7 rosenkål mens der blev arbejdet) og bagefter skulle der piskes æggehvider. Det sidste foregik selvfølgelig med korrekt sikkerhedsudstyr: Høreværn! Håndmixeren larmer i de små ører :-) 


Således afsluttes en fantastisk dejlig dag med verdens skønneste Magnus. Nogen siger ægte kærlighed ikke har nogen alder - det tror jeg ikke på. Ægte kærlighed bliver 3 år og 9 måneder i morgen <3

fredag den 9. november 2012

Voksende søn => voksende garderobe => krympet bankkonto

Magnus vokser en del for tiden og en del af han tøj er ved at være for småt - faktisk gør det mig glad da det vel er på tide at det sidste str. 86 lægges væk når knægten er 3 1/2 :-)

Jeg gik i H&M, bare lige for at finde et par bukser eller to, da det var det mest presserende. Og hvad skete der så? Jo jeg blev overvældet af alle de glade farver som jeg blev mødt med.

Hylderne var fyldt med de lækreste drengestrik i alle mulige farver fra de neutrale grå nuancer og til de mange klare farver som er så gode til Magnus og som lyser så dejligt op i efteråret.

Derudover to par jeans (det ene er McQueen men på en meget diskret måde) og så et par bløde, bløde brune fløjlsbukser - gode, varme slap af bukser uden at være sweatpants.

Det er skønt at have fået fyldt lidt op i skabet med gode varme ting til Magnus som han i hvert fald kan passe et godt stykke tid.

Når tingene bare går op i en højere enhed

Nogle dage er bare bedre end andre! Vi har lige haft to helt fabelagtige dage med Magnus. To dage der har været fyldt med krammere, hjælpsomhed og hygge. Dagen i går var særligt god. 


Jeg hentede Magnus tidligt med den bagtanke at vi skulle hjem og bage kage. Synet der mødte mig i børnehaven var noget af det skønneste. Magnus og tre tøser i færd med at undersøge efteråret i fuldt regnvejrsoutfit. Jeg måtte lige på hug og undersøge snegle og blade sammen med dem - for mig er der ikke meget der slår følelsen af nærhed og ærlighed man oplever sammen med børn.



Efter spisning af den nybagte gulerodskage gik der leg i den. Først spillede vi børneyatzy (John vandt så det taler vi ikke mere om), så blev malebogen fundet frem og som modvægt til det, skulle der skydes til måls :-)





På et tidspunkt bliver man jo nødt til at gå i gang med aftensmaden - og tænk mor her havde glemt at handle et par ret vigtige ingredienser. Så måtte drengene jo sendes i by. Magnus blev sat til at styre huskesedlen. Jeg tror faktisk han voksede cirka tyve centimeter lige der. Det gav store øjne i Netto, da dreng på 3 år går rundt med post-it, kigger på den og siger: "Så skal vi have løg!" 




Og når nu man er i gang, kan man da lige så godt fortsætte med at være supersøn. Man klarer da lige opvasken. 

Når jeg tænker over det, er det måske ikke så mærkeligt, at han var noget så klar til at sove efter aftensmaden.