Succes oplevelser og gode beskeder

Sådan har min dag bare været i dag. Jeg sidder her henunder aften og føler bare dagen har givet mig så meget energi og gå-på-mod. Hvor er det dog skønt når livet er sådan.

De sidste par uger, har jeg gået og gjort mig mange tanker om den voksende mave. Eller rettere, jeg har gjort mig tanker om tiden efter fødslen. Jeg begynder i stigende grad at kunne mærke effekterne af ikke at tage medicin. Det at være i større menneskemængder er meget krævende for mig og har jeg dage hvor jeg ikke sørger for at få alene tid, kan jeg hurtigt mærke det på humøret og evnen til at løse selv mindre opgaver af planlægnings-/struktureringsmæssig karakter. I princippet er det, der går mig mest på nok, at jeg jo ved jeg kan når jeg får min medicin. Så er det jo dejligt at man har en 4 årig at være sammen med - der er verden bare så dejligt ukompliceret og lige til.

Nå, men grunden til dette lille (mindre positive) host er egentlig, at disse tanker var min egen forberedelse til at skulle til samtale på sygehuset i dag. Jeg er så heldig at have samtaler med en læge som holder godt øje med både min fysiske og mentale tilstand under graviditeten.
Den første positive overraskelse kom, da det viste sig, at jeg også skulle scannes. Det var da så dejligt at få bekræftet at han vokser som han skal, også selvom han sparker lystigt flere gange om dagen. Små 1200 g er det blevet til efterhånden (hvad de resterende 14 kg skyldes har jeg ingen som helst idé om).

Til den efterfølgende samtale blev jeg bare overvældet af gode nyheder. Lægen havde talt med psyk og de sagde at den ene type af min medicin kan jeg godt tage mens jeg ammer. Der udskilles tilsyneladende kun meget begrænsede mængder i modermælken, og den eventuelt negative effekt det kunne have, opvejes til fulde af de positive effekter der er ved modermælken - også i forhold til at "beskytte mod" ADHD.

Hun sagde også, at hun lader en åbning stå for at jeg kan blive på barselsgangen efter fødslen. Det er jo ellers normalt når man er flergangsfødende, at man tager hjem efter kort tid, men jeg har simpelthen fået muligheden for at sige at det er jeg ikke klar til og så blive der til jeg føler mig klar. Det betyder alverden for mig. Jeg kan altså blive på sygehuset hvor jeg ikke skal tænke på vasketøj og bleforsyning indtil mit hoved lige er klar på,
at der er styr på det hjemme :-)



Sådanne nyheder, må da fejres med lidt shopping. Egentlig havde jeg jo lige været på shopping i går med skøn veninde i Viborg, men den livlige sludder havde distraheret mig så meget at jeg havde fået købt et stempel, men ingen stempelpude. Så måtte jeg jo til Søstrene Grene igen :-) Og så har jeg gået og kigget efter forårssko, indtil videre uden held, så der ville jeg også lige på jagt.
Som I kan se på billedet, er der også kommet lidt andet med de sidste par dage. Det første I dog bør bemærke, er hvor smukt det hele er farvekoordineret. Noget der ellers altid har været en umulighed for mig - og så da specielt i så afdæmpede farver som her. Der er nok noget af alt arbejdet med mig selv der hænger ved trods manglende medicin :-)

Jeg fik fundet et par forårsstøvler i det lækreste bløde skind og farven er så skøn. De er sådan lidt slidt/støvet blå og helt fantastiske at have på. De passer lige til min fod. Og så passer de faktisk temmelig godt til det tørklæde jeg lige havde fundet ved Søstrene G.













Søstrene har jo også altid en masse garn i fine farver. Og disse faldt lige i kurven men henblik på at lave noget til lille manden. Om det bliver en slange eller en uro vides ikke helt endnu. Jeg er stadig ikke helt sikker på det der med bomuldsgarn. Det føles ikke helt rigtigt i mine fingre. Måske bliver der bedre, når jeg får lavet noget af det.

Jeg beklager vinklen på det sidste billede - det var lige sådan det blev. Jeg er virkelig blevet stor fan af de forskellige papirer man altid kan få ved Søstrene. Der er plads til mange kreative ideer, for jeg ved ikke heeeelt hvad jeg skal bruge dem til. Indtil videre er jeg bare rigtig for at have dem til at lave kort af, men jeg tænker at man også kan folde noget af det. Det er bare lige hvad. Kom gerne med gode ideer.


Således nærmer dagen sig sin slutning. Nu skal hæklenålen lige motioneres lidt inden sengetid. Det er stensikkert, at jeg i dag falder i søvn som den lykkeligste kvinde man kan forestille sig <3 <3 <3

Vidunderlige veninder....

Jeg er ikke en af dem, der har et enormt entourage af veninder. Det har jeg aldrig været. Jeg har altid haft et par meget nære veninder og de har hjulpet mig og støttet mig gennem livet. Det har ikke været de samme to hele livet, men de har alle hver og en været helt særlige og nærmest søstre for mig i de perioder hvor de har været de nærmeste.
Nu lyder det måske som om jeg ikke er den mest loyale veninde og bare skifter veninder ud som jeg lige føler for. Det er slet ikke tilfældet - på ingen måde, overhovedet ikke. Jeg ville ønske, at jeg havde den der fantastiske evne, som nogen har, til at holde kontakten til samtlige mennesker de nogensinde har mødt. Det lykkes mig bare ikke.

Hvorfor vælger jeg så at skrive et indlæg med dette emne. Det er der egentlig et par grunde til. For det første har jeg lige tilbragt en rigtig dejlig dag sammen med én som jeg nogen gange stadig kan have svært ved at finde ud af hvilken titel jeg skal give. Er hun min veninde, eller er hun min "brors" kone som jeg tilfældigvis kommer ret godt ud af det med.
Jeg tror, uden at fornærme nogen, aldrig vi havde mødt hinanden og var blevet veninder hvis ikke det var for min bror (som faktisk slet ikke er min bror, men en studiekammerat som betyder meget mere end det). Da jeg netop i dag har sagt dette til hende, kan jeg melde åbent ud at jeg faktisk blev noget jaloux da hun kom ind i billedet. Hvad skulle hun nu der? Hun ville jo snuppe min bror. Hvad skete der? I stedet for at miste en bror, fik jeg en søster :-)
Nogen vil måske sige "rolig nu" - sådan kan man da ikke bare kaste om sig med de titler. Og jo det kan man godt, når man møder mennesker hvor man er ret sikker på hvad den anden ville svare hvis man stillede spørgsmålet til dem, når man nærmest kan afslutte den andens sætninger og timerne i deres selskab bare flyver afsted. Hvorfor er vi egentlig så bange for at fortælle mennesker at vi holder af dem? Ja jeg spørger bare :-)

Den anden grund til dette indlæg er, at min allerkæreste barndomsveninde for nyligt havde fødselsdag. Det giver altid grund til at tænke tilbage på de tusindvis af oplevelser vi har med i bagagen. Oplevelser, som i dén grad har været med til at forme os til de mennesker vi er i dag. Jeg takker min barndomsveninde fordi jeg sammen med hende fik lov at være barn så længe, at jeg faktisk stadig (nu hvor jeg selv er mor) kan huske hvordan det var. Jeg takker hende fordi vi sammen lavede alle de ting, der i dag gør mig til en rigtig god drengemor, og bare smågriner lidt indvendigt, når min søn på fire kommer hjem og fortæller at han har puttet sand i håret på en kammerat. Jeg kan nemlig godt huske hvor fantastisk det var at sidde i sandkassen på fritidshjemmet og putte sand i håret på hinanden.
Denne barndomsveninde har betydet mere for mig og den person jeg er blevet, end nogen anden (altså bortset fra mor og far selvfølgelig). Selvom vi i lange perioder ikke har haft kontakt, har vores fælles oplevelser altid fulgt mig og givet mig glæde.

Fællesnævner for de rigtigt nære veninder jeg har og har haft er, at de har forstået mig og holdt af mig præcis som jeg er. De ved at alt hvad jeg gør, gør jeg af kærlighed og omsorg for andre. Jeg skal ikke forklare mig og forsvare mig. Jeg skal ikke bekymre mig om at blive misforstået eller slet ikke forstået. De personer jeg lukker nærmest, har selv banet vejen ved at være de fantastiske mennesker de er; ærlige, omsorgsfulde, anerkendende.
Selvom I ikke lige er nævnt her, ved I godt hvem I er.

Tak for jer <3

Hygge og havearbejde

Det har været det mest fantastiske vejr i dag, helt fra tidlig morgen. På disse dage er der kun ét at gøre. Få morgenritualerne overstået og så ud i haven. Så det gjorde vi. Omkring klokken 10 stod to havemænd klar til at pakke traileren til første tur på genbrugspladsen.




















Der blev slæbt og løftet og proppet og fejet og bakset - ja John lavede også lidt :-)
Hvad vi dog ikke lige havde kalkuleret med var konfirmation på en lørdag, så lige pludselig var bilen næsten pakket ind i andre biler fyldt med festklædte mennesker. Man føler sig ligesom lidt ved siden af når man står der i havetøj mellem alle de fine :-)

Jeg prøvede at gøre det kloge, og holde mig til de lidt mindre opgaver. Derfor blev det til noget tøjvask (det vil jeg spare jer for billeder af) og så lidt omplatning. For noget tid siden havde jeg sået krydderurter i fire krukker som stod i vindueskarmen i køkkenet og for 14 dage siden havde Magnus og jeg sået squash i en halv mælkekarton. Den var de nu blevet for store til, og eftersom vi ikke har fået højbedene klar til køkkenhave, får de lige en mellemstation i krukkerne som før stod i køkkenvinduet. Derfor er krydderurterne nu rykket til større forhold. 

Der skete SÅ mange ting, at det er blevet lidt rodet i mit hoved. Rækkefølgen er jeg ikke helt med på, og hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg mere styr på hvad de andre har lavet, end hvad jeg selv har lavet :-/ 

Den store skrækkelige bambus er kommet delvist væk - den er i hvert fald næsten plan med jorden nu. Bedene er blevet revet og op af det ene kom der ordentlig stak mursten. Vi gætter på det har været afgrænsning til plænen fra det træ/busk/krat vi fjernede siger ikke så lidt, når plænen i dag starter over en meter længere ude! 

Hen på eftermiddagen, ville jeg til at gøre klar til aftensmaden i morgen hvor vi får gæster som skal med til "køernes dansedag", så der skulle gøres lasagne klar som lige kan smides i ovnen i morgen. For at få så meget som muligt ud af solen, skrællede jeg gulerødder og pastinakker (det kommer der nemlig i min lasagne) ude på terrassen. Pludselig bliver jeg afbrudt af kald fra parkeringspladsen hvor John og Magnus er gået om med cyklen. Nu skal mor lige se - og hvilket syn. 

 Magnus fik cyklen i fødselsdagsgave midt i februar og lige da han fik den cyklede han en tur på den. Siden har det været forbundet med megen skrig og panik når han har været oppe på cyklen. Det er ikke mere end 14 dage siden cyklen kom ud for første gang og for en uge siden var det stadig kun med en voksen hånd på ryggen og én på styret at han ville cykle. I dag var første gang han næsten ikke kunne vente med at komme igang og cyklede omgang efter omgang på p-pladsen helt fuldstændig alene. Ansigtsudtrykket på billedet taler vist for sig selv - Magnus har knækket cykelkoden.

Overvældet og ydmyg

Jeg bliver bare nødt til at takke alle jer der har brugt tid på at læse mit noget lange indlæg fra i formiddag - eller bare noget af det. Jeg er stadig ny i bloguniverset og ved ikke om alle har det på denne måde, men for mig er det i hvert fald et lille stykke meget personligt mig der bliver lagt ud. Derfor betyder det selvfølgelig meget at nogen tager sig tid til at kigge forbi.

Mit håb er at jeg kan få skabt en vane for mig selv med at være lidt mere aktiv end hidtil. Både på læsefronten, men sandelig også på skrivefronten. I skal være mere end velkomne til at følge med. Jeg ved ikke hvor vi havner, men tror godt jeg kan garantere at det bliver interessant - om ikke andet, så på den lidt skæve og underlige måde...

Med glæde og kærlighed
Maibritt

Hvorfor spørger de aldrig mig ;-)

Hvor er det dog længe siden jeg har skrevet noget som helst herinde. Det er ikke fordi jeg mangler noget at skrive egentlig, jeg har jo en mening om det meste :-) Nej det er mere som om jeg ikke kan sortere i alle de ting jeg kunne finde på at skrive, og så ender det med at jeg helt lader være.

Denne morgen er jeg dog så berørt at jeg bliver nødt til at sætte mig foran skærmen. Nu håber jeg så bare mine fingre kan følge med mit hoved (og at det kommer til at give mening).
Og hvad har så berørt mig så meget? Jo! Egentlig havde jeg bestemt mig for, at jeg ikke ville se udsendelsen "Danmark på piller" om ADHD medicinen, men da jeg læste diverse opdateringer på Facebook, blev jeg simpelthen for nysgerrig og startede således dagen med at se udsendelsen på nettet.

Da udsendelsen var færdig, var jeg simpelthen ved at give mig til at tude! Jeg ved jo godt, at jeg egentlig bare bør lade den slags debatter drive forbi, det påvirker jo ikke mig direkte - og det gør det jo så alligevel.
Jeg har hele min barndom, ungdom og tidlige voksenliv kæmpet med en følelse af anderledeshed som jeg ikke vidste hvor stammede fra. Jeg var nok bare lidt sær. Måske skulle jeg bare tage mig sammen. Det var jo bare mig der var dum og ikke kunne finde ud af at gebærde mig blandt andre mennesker.
Nu har jeg endelig - endelig fået en forklaring, noget at hænge min hat på, noget der giver mig ro fordi jeg véd det passer, og det sørger medierne dygtigt for stigmatiserer mig yderligere ved at begrænse deres journalistiske arbejde til den del hvor udredningen har været kritisabel, opfølgningen af den medicinske behandling ikke eksisterende og bivirkningerne meget ubehagelige.

Det er ikke svært for mig at være enig i mange af de ting der bliver fremsat i udsendelsen, så det er ikke fordi jeg betvivler det stykke arbejde der er gjort. Jeg synes bare det er mangelfuldt og unuanceret. Ingen tvivl skal herske om at en udredning SKAL tage mere end 20 minutter og indeholde mere end afkrydsning af spørgeskema. Min egen tog 4 timer (6 mandetimer, da der sad to til den første 2 timers konsultation) plus det tid de brugte mellem de to konsultationer på at vurdere mig med andre kollegaer.
Selvfølgelig skal der følges op når man sætter en patient igang med medicin som er så indgribende og kan virke så forskelligt. Jeg blev fulgt i 10 måneder, i starten med ugentlige samtaler, efterhånden cirka en gang i måneden.

Jeg er absolut ikke af den overbevisning at medicin er den eneste løsning/behandling. Som jeg forstod lægerne, er min ADHD absolut ikke af den milde slags. Jeg har klaret mig fordi jeg ligger i den gode ende intelligensmæssigt og fordi jeg er såkaldt godt opdraget. Jeg har altså fået nogle redskaber med i bagagen, der gør mig i stand til at handle nogenlunde hensigtmæssigt og velovervejet (selvom det ofte har krævet alt min energi at gøre det). Min grad af ADHD kunne godt kræve en hel del medicin, jeg tager næsten den mindste dosis jeg kan. En dosis der gør mig i stand til at gøre andre ting som hjælper mig ligeså meget, men på en anden måde.
Lige for tiden er jeg gravid og kan derfor ikke tage min medicin. Det giver mig altså den medicin pause som manden fra Cochrane instituttet anbefalede og jeg vil give ham ret. Det er sundt at prøve, men man skal IKKE gøre det uden at have sin læge med. Jeg føler mig bombet tilbage til stenalderen. Jeg ved godt at graviditetsymptomer også spiller ind her, men jeg kan godt adskille de to ting.

Min verden nu uden medicin er så utroligt anderledes og nu er forskellene endnu tydeligere fordi jeg faktisk har set at græsset var grønnere på den anden side. Jeg bander det langt væk fordi min livskvalitet har lidt et knæk lige på det punkt. Jeg kan så bare være glad for at mit liv på alle andre områder gør mig så lykkelig, ellers kunne jeg godt forestille mig det kunne ende i depression. Det er ikke svært for mig at leve uden medicin mens jeg er gravid, for jeg ved det er en begrænset periode og jeg ved at den glæde der venter opvejer kvalerne nu mange tusind gange.

Når det er sagt, så er det frustrerende, at jeg nu igen ikke kan følge en samtale. Selv på to-mandshånd bruger jeg alt mit krudt på at holde fokus på den person der taler til mig. Alligevel må jeg gang på gang sande at min samtalepartner kigger på mig med det der blik der forventer et svar eller en reaktion, og jeg aner ikke hvad jeg skal sige, for jeg har ingen idé om hvad vedkommende lige har sagt.
Det frustrerer mig, at jeg må sidde som en zombi ved bordet til en fødselsdag/middag/hyggeaften og bare stirre ud i luften fordi jeg fanger alle samtaler (og derfor ingen) og bliver helt udmattet i et forsøg på at deltage i det socialefællesskab.
Det udmatter mig at ligge vågen flere timer om natten fordi mit hoved kører rundt i et tempo svarende til mach 3. Det irriterer mig at jeg efter en uges superhyggelig påskeferie med familien, skal bruge 3 uger på at komme ovenpå fordi mine rytmer blev delvist suspenderet for en kort bemærkning. Det gør mig ked af det at jeg ikke kan passe mit arbejde, det gør mig rigtig ked af det for jeg savner mine kollegaer og elever.

Kunne jeg ikke bare gøre noget af alt det andet som også hjælper? Jo, og det gør jeg også. Jeg savner mine løbesko helt ubegribeligt, men den motionsform må lige vente. Til gengæld svømmer jeg og det gør godt, men er langt fra nok. Hvad med noget mindfulness? Jamen det ville da være dejligt hvis jeg kunne -og det er lige her min medicin bliver så vigtig og nuancerne i det offentlige billede mangler. Når jeg tager en lille dosis medicin, bliver jeg i stand til at meditere og dyrke yoga som gør en kæmpe forskel for mig. Det er jeg bare ikke i stand til uden. Mit hoved bestemmer selv og jeg KAN IKKE gøre det. Jeg har prøvet med musik, uden musik, med stemmeguide, uden stemmeguide - intet virker. Der går maks to minutter (det er nok lidt højt sat) så er mit hoved et helt andet sted og mine fingre og/eller tæer vipper/drejer/roterer et eller andet.

Det virker ret godt for mig at sætte min hverdag i skema selvom jeg bare går hjemme og skal have det huslige gjort. De faste mønstre gør at jeg langsomt, meget langsomt, får overskud til lidt spontanitet. Men det er igen en af de ting som den smule medicin jeg normalt tager hjælper mig med - at håndtere de små skift og ændringer i hverdagen, så jeg ikke går helt i koma over at vi pludselig ikke skal spise aftensmad hjemme, men gør noget andet i stedet. Eller som i går hvor jeg faktisk rigtigt gerne ville hjælpe min svigerinde i nød, men jeg var helt uforberedt og kunne slet ikke lige få resten af dagen til at hænge sammen hvis jeg lige skulle køre den lille smuttur. Man kan sige at uden medicin passer mine evner og mine værdier ikke sammen.
Rent arbejdsmæssigt er der også stor forskel. På medicin og med mentorstøtte kan jeg varetage en 80% lærerstilling og have et familieliv. Uden medicin kan jeg klare familielivet og ville nok kunne træne mig op til at passe et job nogle timer, men ikke 80%.

Men hvad så med børn og medicin? Jeg må sige at jeg ikke er tilhænger - i første omgang. Jeg tror man kommer rigtig langt med pædagogiske tiltag og jeg ville langt hellere afprøve alt i den retning inden jeg putter medicin i mit barn. Dette siger jeg selvfølgelig ud fra den betragtning at jeg klarede mig fint i min opvækst og havde man vidst at det var ADHD, havde det sociale nok også fået andre kår. Jeg VED godt at der er stor forskel på hvordan ADHD udarter hos forskellige personer og selvfølgelig kan man også vurdere at medicin er nødvendig for et barn. Det ville bare ikke være det første jeg greb til som forælder. Jeg tror på at samtlige forældre i dette land vil det allerbedste for deres børn og derfor vil vælge det de mener er bedst for netop deres barn - de skal blot have en ordentligt grundlag at træffe beslutningen udfra.

Det blev en ordentlig omgang, der var bare så meget der skulle ud. Jeg er bare så træt af at blive anset som andenrangsborger af offentligheden. Jeg er træt af den unuancerede debat. Jeg er træt af, at man kun er okay hvis man vælger medicin fra. Det svarer jo lidt til at man kun er god nok lammet hvis man vælger kørerstolen fra. God nok hørehæmmet hvis man vælger høreapparatet fra. God nok synshæmmet hvis man vælger briller fra... I forstår nok.

God dag til alle i den skønne forårssol...