Om at starte på medicin igen og at stoppe amning

Så sidder man her. Det er én uge siden beslutningen om at indstille amningen blev taget. Jeg havde en forventning om at det ville blive vanskeligt. Hvornår skulle jeg erstatte med flaske? Ville produktionen gå ned? Ville Viktor kunne finde ud af at spise fra en flaske?
Jeg må jo bare sige, at igen er mine bekymringer blevet gjort til skamme. Det går så nemt. Det var som om min krop forstod hvad det var jeg ville og nedsatte produktionen med det samme og i går morges ammede jeg for sidste gang. Det er lidt vemodigt, og Viktor har da også et par gange reageret på den manglende nære kontakt, men vi har fundet ud af at efterligne amningen mest muligt selvom der gives flaske.
Og ja så er der jo den helt store positive sideeffekt - mere søvn om natten! Vi er gået fra 4-5 amninger om natten til 1 flaske midt nat og én kl 6. Det kommer til at kunne mærkes på mig ret hurtigt tænker jeg.

Jeg har skruet lidt op for medicinen igen. Effekten har på ingen måde været den samme, som da jeg for godt 3 år siden startede for allerførste gang, men nu er det selvfølgelig heller ikke 29 års ophobede spændinger der gives slip på. Faktisk vil jeg næsten sige at jeg ikke har mærket meget andet end lidt bivirkninger. Jeg er igen ligeglad med mad og bliver lidt rundtosset.

Oplevelsen er dog lidt anderledes hvis man spørger min kæreste. Da vi var gået i seng i går, siger han til mig: "Jeg skal godt nok lige vænne mig til dig i det der gear igen."
Jeg forstod ikke helt hvad han mente, men spolede så lige tilbage over dagen og kunne pludselig se hvad han mente. På én dag havde jeg fået lavet cirka hvad der det sidste år har tilsvaret en uges arbejde - og jeg havde slet ikke tænkt over det.
På en eller anden måde var det lykkes mig at lave to slags grøntsagsmos, bage en plade brunkager, vaske flasker, lægge tøj sammen, træne, handle alt sammen på samme dag. Det kunne jeg måske (måske) også have gjort uden medicin, men jeg var bare slet ikke udmattet og grædefærdig og opfarende og urimelig. Faktisk kunne jeg stadig være rolig og kærlig overfor min skønne kæreste som havde haft en lang dag på to jobs.

I dag kører mit hoved lidt på højtryk. Noget i mig tror, at nu skal jeg det hele på den halve tid. Det skal jeg ikke. Ting bliver mulige for mig når jeg tager medicin, men jeg bliver ikke en superhelt. Mine tanker bevæger sig lidt langsommere og jeg bevæger mig lidt mere effektivt, med lidt genoptræning mødes de to måske en dag. Måske. Hvis jeg er heldig.

Om at være tvunget frem for at vælge

Så står jeg her igen. Et valg er truffet, ikke udfra lyst, men af nødvendighed. Jeg har ammet vores skønne søn i fire måneder, men nu må jeg stoppe og det gør mig faktisk lidt trist. Jeg ved godt 4 måneder er rigtig godt og ikke mindst fire gange så lang tid som jeg præsterede sidst, men øv! Nu gik det jo lige så godt.

"Jamen Maibritt, vi må jo alle vælge. Hver dag er fyldt med valg. Sådan er livet - man kan ikke få det hele." Ja vi må alle vælge, og det er som sådan heller ikke valget jeg har det svært med, det er, at jeg ikke føler, det er noget jeg selv bestemmer. Jeg er tvunget ud i det.
De valg jeg oplever andre refererer til, når jeg har haft denne snak med nogen, er ala "Kan jeg mon både nå at gå til spinning og zumba?" Eller "Ååårh jeg kan vel dårligt finde tid til at sidde i forældrerådet i begge mine børns klasser." Den slags valg, som for mig ligger i gruppen "Glasur". Det er pynten, det ekstra der gør livet lidt sjovt og spændende.

De fleste af de "valg" jeg oplever er liiidt mere basale - glasuren er pillet væk på forhånd, det skal jeg end ikke overveje. Jeg kan for eksempel overveje rengøringen. "Vil jeg støvsuge eller gøre badeværelse rent i denne uge?" (ja jeg skrev uge) Det kunne også være "Vil jeg vaske tøj eller lave aftensmad i dag?" "Vil jeg lægge tøj sammen eller skifte sengetøj?" Jeg kan ikke gøre begge ting samme dag.
Det er de helt basale ting, der bliver til kæmpe projekter - og jeg har ingen anelse om hvorfor. Alt dette er selvfølgelig anderledes når jeg får min medicin. Jeg når ikke de overvejelser som jeg nævnte tidligere, men får dog trods alt både støvsuget og gjort badeværelse rent i samme uge OG ryddet op i stuen OG ordnet vasketøj (både vaske, tørre og lægge sammen). Faktisk kan jeg pludselig også få overskud til en smule motion.

Men altså, nu står jeg her med det her spædbarn som er fantastisk. Og en storebror som er fantastisk. Jeg har bare lyst til at stoppe tiden og nyyyyyde. Nyde dem og nyde at de nyder hinanden - alt er kærlighed. Det er jo ikke anderledes end så mange andre. Udfordringen er, at selv denne boble med barsel og desværre kun storebror halvdelen af tiden løber fra mig. Ikke i den forstand at tingene ikke bliver gjort, for alle har rent tøj på, alle får mad og børstet tænder. Det er bare som om nogen lige har indstillet løbebåndet  2 km/t for højt. Jeg falder jo ikke af båndet, det er bare med tungen ud af halsen og max belastning hele tiden.
Den følelse kan man ikke holde til i længden. Derfor vælger jeg nu at begynde på medicin igen, hvilket gør at jeg er tvunget til at stoppe amningen. Jeg kunne også sige at jeg vælger at stoppe amningen, da jeg er tvunget til at begynde på medicin igen. Ligegyldigt hvad, er der det her element af tvang. Jeg oplever det i hvert fald som tvang, fordi det er så tydeligt et sammenstød af mine værdier.

Heldigvis har jeg været møllen igennem og ved hvad jeg skal gøre. Jeg kender mig selv godt og har arbejdet meget med mig selv og kan derfor vende de negative tanker der kan dukke op til noget positivt. Derfor må den tanke jeg tager med mig videre være, at jeg vælger at begynde på medicin og derfor stoppe amningen fordi jeg ønsker at være noget for mine børn og min kæreste. Jeg vælger altså dem og det liv vi har sammen, fremfor at kæmpe en kamp for at forblive medicinfri  - en kamp jeg jo godt ved er tabt på forhånd.


(PS Følg med for at opleve hvordan strukturen og sproget i mine indlæg ændrer sig når nu jeg snart får noget medicin igen)

Succes oplevelser og gode beskeder

Sådan har min dag bare været i dag. Jeg sidder her henunder aften og føler bare dagen har givet mig så meget energi og gå-på-mod. Hvor er det dog skønt når livet er sådan.

De sidste par uger, har jeg gået og gjort mig mange tanker om den voksende mave. Eller rettere, jeg har gjort mig tanker om tiden efter fødslen. Jeg begynder i stigende grad at kunne mærke effekterne af ikke at tage medicin. Det at være i større menneskemængder er meget krævende for mig og har jeg dage hvor jeg ikke sørger for at få alene tid, kan jeg hurtigt mærke det på humøret og evnen til at løse selv mindre opgaver af planlægnings-/struktureringsmæssig karakter. I princippet er det, der går mig mest på nok, at jeg jo ved jeg kan når jeg får min medicin. Så er det jo dejligt at man har en 4 årig at være sammen med - der er verden bare så dejligt ukompliceret og lige til.

Nå, men grunden til dette lille (mindre positive) host er egentlig, at disse tanker var min egen forberedelse til at skulle til samtale på sygehuset i dag. Jeg er så heldig at have samtaler med en læge som holder godt øje med både min fysiske og mentale tilstand under graviditeten.
Den første positive overraskelse kom, da det viste sig, at jeg også skulle scannes. Det var da så dejligt at få bekræftet at han vokser som han skal, også selvom han sparker lystigt flere gange om dagen. Små 1200 g er det blevet til efterhånden (hvad de resterende 14 kg skyldes har jeg ingen som helst idé om).

Til den efterfølgende samtale blev jeg bare overvældet af gode nyheder. Lægen havde talt med psyk og de sagde at den ene type af min medicin kan jeg godt tage mens jeg ammer. Der udskilles tilsyneladende kun meget begrænsede mængder i modermælken, og den eventuelt negative effekt det kunne have, opvejes til fulde af de positive effekter der er ved modermælken - også i forhold til at "beskytte mod" ADHD.

Hun sagde også, at hun lader en åbning stå for at jeg kan blive på barselsgangen efter fødslen. Det er jo ellers normalt når man er flergangsfødende, at man tager hjem efter kort tid, men jeg har simpelthen fået muligheden for at sige at det er jeg ikke klar til og så blive der til jeg føler mig klar. Det betyder alverden for mig. Jeg kan altså blive på sygehuset hvor jeg ikke skal tænke på vasketøj og bleforsyning indtil mit hoved lige er klar på,
at der er styr på det hjemme :-)



Sådanne nyheder, må da fejres med lidt shopping. Egentlig havde jeg jo lige været på shopping i går med skøn veninde i Viborg, men den livlige sludder havde distraheret mig så meget at jeg havde fået købt et stempel, men ingen stempelpude. Så måtte jeg jo til Søstrene Grene igen :-) Og så har jeg gået og kigget efter forårssko, indtil videre uden held, så der ville jeg også lige på jagt.
Som I kan se på billedet, er der også kommet lidt andet med de sidste par dage. Det første I dog bør bemærke, er hvor smukt det hele er farvekoordineret. Noget der ellers altid har været en umulighed for mig - og så da specielt i så afdæmpede farver som her. Der er nok noget af alt arbejdet med mig selv der hænger ved trods manglende medicin :-)

Jeg fik fundet et par forårsstøvler i det lækreste bløde skind og farven er så skøn. De er sådan lidt slidt/støvet blå og helt fantastiske at have på. De passer lige til min fod. Og så passer de faktisk temmelig godt til det tørklæde jeg lige havde fundet ved Søstrene G.













Søstrene har jo også altid en masse garn i fine farver. Og disse faldt lige i kurven men henblik på at lave noget til lille manden. Om det bliver en slange eller en uro vides ikke helt endnu. Jeg er stadig ikke helt sikker på det der med bomuldsgarn. Det føles ikke helt rigtigt i mine fingre. Måske bliver der bedre, når jeg får lavet noget af det.

Jeg beklager vinklen på det sidste billede - det var lige sådan det blev. Jeg er virkelig blevet stor fan af de forskellige papirer man altid kan få ved Søstrene. Der er plads til mange kreative ideer, for jeg ved ikke heeeelt hvad jeg skal bruge dem til. Indtil videre er jeg bare rigtig for at have dem til at lave kort af, men jeg tænker at man også kan folde noget af det. Det er bare lige hvad. Kom gerne med gode ideer.


Således nærmer dagen sig sin slutning. Nu skal hæklenålen lige motioneres lidt inden sengetid. Det er stensikkert, at jeg i dag falder i søvn som den lykkeligste kvinde man kan forestille sig <3 <3 <3

Vidunderlige veninder....

Jeg er ikke en af dem, der har et enormt entourage af veninder. Det har jeg aldrig været. Jeg har altid haft et par meget nære veninder og de har hjulpet mig og støttet mig gennem livet. Det har ikke været de samme to hele livet, men de har alle hver og en været helt særlige og nærmest søstre for mig i de perioder hvor de har været de nærmeste.
Nu lyder det måske som om jeg ikke er den mest loyale veninde og bare skifter veninder ud som jeg lige føler for. Det er slet ikke tilfældet - på ingen måde, overhovedet ikke. Jeg ville ønske, at jeg havde den der fantastiske evne, som nogen har, til at holde kontakten til samtlige mennesker de nogensinde har mødt. Det lykkes mig bare ikke.

Hvorfor vælger jeg så at skrive et indlæg med dette emne. Det er der egentlig et par grunde til. For det første har jeg lige tilbragt en rigtig dejlig dag sammen med én som jeg nogen gange stadig kan have svært ved at finde ud af hvilken titel jeg skal give. Er hun min veninde, eller er hun min "brors" kone som jeg tilfældigvis kommer ret godt ud af det med.
Jeg tror, uden at fornærme nogen, aldrig vi havde mødt hinanden og var blevet veninder hvis ikke det var for min bror (som faktisk slet ikke er min bror, men en studiekammerat som betyder meget mere end det). Da jeg netop i dag har sagt dette til hende, kan jeg melde åbent ud at jeg faktisk blev noget jaloux da hun kom ind i billedet. Hvad skulle hun nu der? Hun ville jo snuppe min bror. Hvad skete der? I stedet for at miste en bror, fik jeg en søster :-)
Nogen vil måske sige "rolig nu" - sådan kan man da ikke bare kaste om sig med de titler. Og jo det kan man godt, når man møder mennesker hvor man er ret sikker på hvad den anden ville svare hvis man stillede spørgsmålet til dem, når man nærmest kan afslutte den andens sætninger og timerne i deres selskab bare flyver afsted. Hvorfor er vi egentlig så bange for at fortælle mennesker at vi holder af dem? Ja jeg spørger bare :-)

Den anden grund til dette indlæg er, at min allerkæreste barndomsveninde for nyligt havde fødselsdag. Det giver altid grund til at tænke tilbage på de tusindvis af oplevelser vi har med i bagagen. Oplevelser, som i dén grad har været med til at forme os til de mennesker vi er i dag. Jeg takker min barndomsveninde fordi jeg sammen med hende fik lov at være barn så længe, at jeg faktisk stadig (nu hvor jeg selv er mor) kan huske hvordan det var. Jeg takker hende fordi vi sammen lavede alle de ting, der i dag gør mig til en rigtig god drengemor, og bare smågriner lidt indvendigt, når min søn på fire kommer hjem og fortæller at han har puttet sand i håret på en kammerat. Jeg kan nemlig godt huske hvor fantastisk det var at sidde i sandkassen på fritidshjemmet og putte sand i håret på hinanden.
Denne barndomsveninde har betydet mere for mig og den person jeg er blevet, end nogen anden (altså bortset fra mor og far selvfølgelig). Selvom vi i lange perioder ikke har haft kontakt, har vores fælles oplevelser altid fulgt mig og givet mig glæde.

Fællesnævner for de rigtigt nære veninder jeg har og har haft er, at de har forstået mig og holdt af mig præcis som jeg er. De ved at alt hvad jeg gør, gør jeg af kærlighed og omsorg for andre. Jeg skal ikke forklare mig og forsvare mig. Jeg skal ikke bekymre mig om at blive misforstået eller slet ikke forstået. De personer jeg lukker nærmest, har selv banet vejen ved at være de fantastiske mennesker de er; ærlige, omsorgsfulde, anerkendende.
Selvom I ikke lige er nævnt her, ved I godt hvem I er.

Tak for jer <3

Hygge og havearbejde

Det har været det mest fantastiske vejr i dag, helt fra tidlig morgen. På disse dage er der kun ét at gøre. Få morgenritualerne overstået og så ud i haven. Så det gjorde vi. Omkring klokken 10 stod to havemænd klar til at pakke traileren til første tur på genbrugspladsen.




















Der blev slæbt og løftet og proppet og fejet og bakset - ja John lavede også lidt :-)
Hvad vi dog ikke lige havde kalkuleret med var konfirmation på en lørdag, så lige pludselig var bilen næsten pakket ind i andre biler fyldt med festklædte mennesker. Man føler sig ligesom lidt ved siden af når man står der i havetøj mellem alle de fine :-)

Jeg prøvede at gøre det kloge, og holde mig til de lidt mindre opgaver. Derfor blev det til noget tøjvask (det vil jeg spare jer for billeder af) og så lidt omplatning. For noget tid siden havde jeg sået krydderurter i fire krukker som stod i vindueskarmen i køkkenet og for 14 dage siden havde Magnus og jeg sået squash i en halv mælkekarton. Den var de nu blevet for store til, og eftersom vi ikke har fået højbedene klar til køkkenhave, får de lige en mellemstation i krukkerne som før stod i køkkenvinduet. Derfor er krydderurterne nu rykket til større forhold. 

Der skete SÅ mange ting, at det er blevet lidt rodet i mit hoved. Rækkefølgen er jeg ikke helt med på, og hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg mere styr på hvad de andre har lavet, end hvad jeg selv har lavet :-/ 

Den store skrækkelige bambus er kommet delvist væk - den er i hvert fald næsten plan med jorden nu. Bedene er blevet revet og op af det ene kom der ordentlig stak mursten. Vi gætter på det har været afgrænsning til plænen fra det træ/busk/krat vi fjernede siger ikke så lidt, når plænen i dag starter over en meter længere ude! 

Hen på eftermiddagen, ville jeg til at gøre klar til aftensmaden i morgen hvor vi får gæster som skal med til "køernes dansedag", så der skulle gøres lasagne klar som lige kan smides i ovnen i morgen. For at få så meget som muligt ud af solen, skrællede jeg gulerødder og pastinakker (det kommer der nemlig i min lasagne) ude på terrassen. Pludselig bliver jeg afbrudt af kald fra parkeringspladsen hvor John og Magnus er gået om med cyklen. Nu skal mor lige se - og hvilket syn. 

 Magnus fik cyklen i fødselsdagsgave midt i februar og lige da han fik den cyklede han en tur på den. Siden har det været forbundet med megen skrig og panik når han har været oppe på cyklen. Det er ikke mere end 14 dage siden cyklen kom ud for første gang og for en uge siden var det stadig kun med en voksen hånd på ryggen og én på styret at han ville cykle. I dag var første gang han næsten ikke kunne vente med at komme igang og cyklede omgang efter omgang på p-pladsen helt fuldstændig alene. Ansigtsudtrykket på billedet taler vist for sig selv - Magnus har knækket cykelkoden.

Overvældet og ydmyg

Jeg bliver bare nødt til at takke alle jer der har brugt tid på at læse mit noget lange indlæg fra i formiddag - eller bare noget af det. Jeg er stadig ny i bloguniverset og ved ikke om alle har det på denne måde, men for mig er det i hvert fald et lille stykke meget personligt mig der bliver lagt ud. Derfor betyder det selvfølgelig meget at nogen tager sig tid til at kigge forbi.

Mit håb er at jeg kan få skabt en vane for mig selv med at være lidt mere aktiv end hidtil. Både på læsefronten, men sandelig også på skrivefronten. I skal være mere end velkomne til at følge med. Jeg ved ikke hvor vi havner, men tror godt jeg kan garantere at det bliver interessant - om ikke andet, så på den lidt skæve og underlige måde...

Med glæde og kærlighed
Maibritt

Hvorfor spørger de aldrig mig ;-)

Hvor er det dog længe siden jeg har skrevet noget som helst herinde. Det er ikke fordi jeg mangler noget at skrive egentlig, jeg har jo en mening om det meste :-) Nej det er mere som om jeg ikke kan sortere i alle de ting jeg kunne finde på at skrive, og så ender det med at jeg helt lader være.

Denne morgen er jeg dog så berørt at jeg bliver nødt til at sætte mig foran skærmen. Nu håber jeg så bare mine fingre kan følge med mit hoved (og at det kommer til at give mening).
Og hvad har så berørt mig så meget? Jo! Egentlig havde jeg bestemt mig for, at jeg ikke ville se udsendelsen "Danmark på piller" om ADHD medicinen, men da jeg læste diverse opdateringer på Facebook, blev jeg simpelthen for nysgerrig og startede således dagen med at se udsendelsen på nettet.

Da udsendelsen var færdig, var jeg simpelthen ved at give mig til at tude! Jeg ved jo godt, at jeg egentlig bare bør lade den slags debatter drive forbi, det påvirker jo ikke mig direkte - og det gør det jo så alligevel.
Jeg har hele min barndom, ungdom og tidlige voksenliv kæmpet med en følelse af anderledeshed som jeg ikke vidste hvor stammede fra. Jeg var nok bare lidt sær. Måske skulle jeg bare tage mig sammen. Det var jo bare mig der var dum og ikke kunne finde ud af at gebærde mig blandt andre mennesker.
Nu har jeg endelig - endelig fået en forklaring, noget at hænge min hat på, noget der giver mig ro fordi jeg véd det passer, og det sørger medierne dygtigt for stigmatiserer mig yderligere ved at begrænse deres journalistiske arbejde til den del hvor udredningen har været kritisabel, opfølgningen af den medicinske behandling ikke eksisterende og bivirkningerne meget ubehagelige.

Det er ikke svært for mig at være enig i mange af de ting der bliver fremsat i udsendelsen, så det er ikke fordi jeg betvivler det stykke arbejde der er gjort. Jeg synes bare det er mangelfuldt og unuanceret. Ingen tvivl skal herske om at en udredning SKAL tage mere end 20 minutter og indeholde mere end afkrydsning af spørgeskema. Min egen tog 4 timer (6 mandetimer, da der sad to til den første 2 timers konsultation) plus det tid de brugte mellem de to konsultationer på at vurdere mig med andre kollegaer.
Selvfølgelig skal der følges op når man sætter en patient igang med medicin som er så indgribende og kan virke så forskelligt. Jeg blev fulgt i 10 måneder, i starten med ugentlige samtaler, efterhånden cirka en gang i måneden.

Jeg er absolut ikke af den overbevisning at medicin er den eneste løsning/behandling. Som jeg forstod lægerne, er min ADHD absolut ikke af den milde slags. Jeg har klaret mig fordi jeg ligger i den gode ende intelligensmæssigt og fordi jeg er såkaldt godt opdraget. Jeg har altså fået nogle redskaber med i bagagen, der gør mig i stand til at handle nogenlunde hensigtmæssigt og velovervejet (selvom det ofte har krævet alt min energi at gøre det). Min grad af ADHD kunne godt kræve en hel del medicin, jeg tager næsten den mindste dosis jeg kan. En dosis der gør mig i stand til at gøre andre ting som hjælper mig ligeså meget, men på en anden måde.
Lige for tiden er jeg gravid og kan derfor ikke tage min medicin. Det giver mig altså den medicin pause som manden fra Cochrane instituttet anbefalede og jeg vil give ham ret. Det er sundt at prøve, men man skal IKKE gøre det uden at have sin læge med. Jeg føler mig bombet tilbage til stenalderen. Jeg ved godt at graviditetsymptomer også spiller ind her, men jeg kan godt adskille de to ting.

Min verden nu uden medicin er så utroligt anderledes og nu er forskellene endnu tydeligere fordi jeg faktisk har set at græsset var grønnere på den anden side. Jeg bander det langt væk fordi min livskvalitet har lidt et knæk lige på det punkt. Jeg kan så bare være glad for at mit liv på alle andre områder gør mig så lykkelig, ellers kunne jeg godt forestille mig det kunne ende i depression. Det er ikke svært for mig at leve uden medicin mens jeg er gravid, for jeg ved det er en begrænset periode og jeg ved at den glæde der venter opvejer kvalerne nu mange tusind gange.

Når det er sagt, så er det frustrerende, at jeg nu igen ikke kan følge en samtale. Selv på to-mandshånd bruger jeg alt mit krudt på at holde fokus på den person der taler til mig. Alligevel må jeg gang på gang sande at min samtalepartner kigger på mig med det der blik der forventer et svar eller en reaktion, og jeg aner ikke hvad jeg skal sige, for jeg har ingen idé om hvad vedkommende lige har sagt.
Det frustrerer mig, at jeg må sidde som en zombi ved bordet til en fødselsdag/middag/hyggeaften og bare stirre ud i luften fordi jeg fanger alle samtaler (og derfor ingen) og bliver helt udmattet i et forsøg på at deltage i det socialefællesskab.
Det udmatter mig at ligge vågen flere timer om natten fordi mit hoved kører rundt i et tempo svarende til mach 3. Det irriterer mig at jeg efter en uges superhyggelig påskeferie med familien, skal bruge 3 uger på at komme ovenpå fordi mine rytmer blev delvist suspenderet for en kort bemærkning. Det gør mig ked af det at jeg ikke kan passe mit arbejde, det gør mig rigtig ked af det for jeg savner mine kollegaer og elever.

Kunne jeg ikke bare gøre noget af alt det andet som også hjælper? Jo, og det gør jeg også. Jeg savner mine løbesko helt ubegribeligt, men den motionsform må lige vente. Til gengæld svømmer jeg og det gør godt, men er langt fra nok. Hvad med noget mindfulness? Jamen det ville da være dejligt hvis jeg kunne -og det er lige her min medicin bliver så vigtig og nuancerne i det offentlige billede mangler. Når jeg tager en lille dosis medicin, bliver jeg i stand til at meditere og dyrke yoga som gør en kæmpe forskel for mig. Det er jeg bare ikke i stand til uden. Mit hoved bestemmer selv og jeg KAN IKKE gøre det. Jeg har prøvet med musik, uden musik, med stemmeguide, uden stemmeguide - intet virker. Der går maks to minutter (det er nok lidt højt sat) så er mit hoved et helt andet sted og mine fingre og/eller tæer vipper/drejer/roterer et eller andet.

Det virker ret godt for mig at sætte min hverdag i skema selvom jeg bare går hjemme og skal have det huslige gjort. De faste mønstre gør at jeg langsomt, meget langsomt, får overskud til lidt spontanitet. Men det er igen en af de ting som den smule medicin jeg normalt tager hjælper mig med - at håndtere de små skift og ændringer i hverdagen, så jeg ikke går helt i koma over at vi pludselig ikke skal spise aftensmad hjemme, men gør noget andet i stedet. Eller som i går hvor jeg faktisk rigtigt gerne ville hjælpe min svigerinde i nød, men jeg var helt uforberedt og kunne slet ikke lige få resten af dagen til at hænge sammen hvis jeg lige skulle køre den lille smuttur. Man kan sige at uden medicin passer mine evner og mine værdier ikke sammen.
Rent arbejdsmæssigt er der også stor forskel. På medicin og med mentorstøtte kan jeg varetage en 80% lærerstilling og have et familieliv. Uden medicin kan jeg klare familielivet og ville nok kunne træne mig op til at passe et job nogle timer, men ikke 80%.

Men hvad så med børn og medicin? Jeg må sige at jeg ikke er tilhænger - i første omgang. Jeg tror man kommer rigtig langt med pædagogiske tiltag og jeg ville langt hellere afprøve alt i den retning inden jeg putter medicin i mit barn. Dette siger jeg selvfølgelig ud fra den betragtning at jeg klarede mig fint i min opvækst og havde man vidst at det var ADHD, havde det sociale nok også fået andre kår. Jeg VED godt at der er stor forskel på hvordan ADHD udarter hos forskellige personer og selvfølgelig kan man også vurdere at medicin er nødvendig for et barn. Det ville bare ikke være det første jeg greb til som forælder. Jeg tror på at samtlige forældre i dette land vil det allerbedste for deres børn og derfor vil vælge det de mener er bedst for netop deres barn - de skal blot have en ordentligt grundlag at træffe beslutningen udfra.

Det blev en ordentlig omgang, der var bare så meget der skulle ud. Jeg er bare så træt af at blive anset som andenrangsborger af offentligheden. Jeg er træt af den unuancerede debat. Jeg er træt af, at man kun er okay hvis man vælger medicin fra. Det svarer jo lidt til at man kun er god nok lammet hvis man vælger kørerstolen fra. God nok hørehæmmet hvis man vælger høreapparatet fra. God nok synshæmmet hvis man vælger briller fra... I forstår nok.

God dag til alle i den skønne forårssol...

Mon viljen og lysten er nok?

Der er noget jeg virkelig gerne vil! Faktisk er det noget jeg har drømt om i et par år efterhånden. Det er bare så meget imod alle odds, at jeg har lidt svært ved at overbevise mig selv om, at det faktisk kunne være en reel mulighed.
Det er som om samfundets stemme er blevet en fast stemme i mit hoved, og det bryder jeg mig egentlig ikke om. Det har aldrig været min stil at lade andre diktere hvad jeg kan og ikke kan, det skal jeg nok selv finde ud af. Alligevel! Måske har samfundet ret. Måske er det projekt mere end jeg kan overskue. Hvordan vil jeg håndtere, hvis jeg må sande, at det ikke kan lykkes for mig? Er der overhovedet marked for mit projekt? Hvordan går jeg i gang hvis jeg går i gang?

Jeg vil rigtigt gerne skrive en bog! Ikke en hvilken som helst bog. Nej en bog om hvordan det (kan) føles at have ADHD. Jeg har, siden jeg blev udredt, fået at vide fra flere, at jeg er god til at sætte ord på de vanskeligheder jeg oplever - både så det giver mening for andre med diagnosen og for nogen som ikke selv har den, men som på den ene eller anden måde er i berøring med den.

Min tanke er slet ikke at skrive en "ynkebog" - det er ikke min stil at ynke. Til gengæld vil jeg heller ikke gå og gemme mine vanskeligheder. Det gjorde jeg i 29 år, og det var længe nok. At skrive bogen skulle ikke være som en selvhelbredelsesfærd - det er det man bruger en blog, en dagbog eller en professionel person til. Nej mit ønske er at give et mere nuanceret billede af "patientgruppen".

Jeg er træt af at blive proppet i en gruppe hvor jeg ikke føler jeg høre hjemme. Altså gruppen som andre har lavet af "dem der med ADHD". Jeg er ikke et sekund i tvivl om at diagnosen passer og medicinen er det helt rigtige for mig, hvis jeg skal have en nogenlunde normal hverdag. Det kan jeg da især mærke nu hvor jeg er gravid og ikke kan tage den. Nej den gruppe jeg ikke hører hjemme i, er den gruppe hvor ADHD er lig med arbejdsløshed, ingen uddannelse, nuværende eller tidligere misbruger, lidt små kriminel, slagsbror osv. Som jeg ser det, er tendensen, at enten er man "sådan en" eller også tilhører man den super lille gruppe, der er i modsatte grøft. Leonardo Da Vinci, Albert Einstein, Steve Jobs, Jeanne d'Arc. Personer som på hver deres måde i hver deres tid udrettede noget stort, kæmpestort.
Her passer jeg bare heller ikke rigtigt ind. Jeg har aldrig opfundet noget, fysik og kemi er ikke mine stærkeste sider, jeg kan bruge en computer, men ikke mere og så har jeg aldrig rigtig brudt mig om det der med at være voldelig.

Vi mangler den store midtergruppe. Jeg har for eksempel aldrig stjålet noget, slået nogen, taget stoffer af nogen art. Jeg har været lige så meget i arbejde som de fleste andre, og indtil for nylig på fuldtid. Jeg har én uddannelse, den første jeg startede på, og jeg har ikke taget længere tid om den end så mange andre. Jeg har en matematisk studentereksamen og lå i den bedre halvdel af min folkeskoleklasse. Jeg er vel egentlig nogenlunde så normal som man kan være lige hvad det angår. Det var først da jeg også skulle til at være mor, at det ligesom blev lidt svært at få enderne til at nå sammen. At mit liv langt hen ad vejen har været helt normalt, gør jo ikke mine vanskeligheder mindre (eller mindre irriterende). Det skyldes blot, at jeg har været så heldig at lande midt mellem de dejligste mennesker i verden, som har hjulpet mig når jeg har haft brug for det.

Som sagt ønsker jeg ikke at skrive "årh hvor er det synd for mig" bog, for det er det ikke. Det er vanvittigt hårdt mange gange, men synd er det ikke. Jeg vil bare gerne fortælle hvordan verden ser ud gennem mine øjne, hvordan den opleves med mit hoved.
Min mor som er socialrådgiver synes den kunne være gavnlig, men ville andre? Ville der overhovedet være marked for en bog der fortæller om hvorfor det kan være meget vigtigt hvilken kop man drikker sin te af, eller hvilket skriveredskab man vælger, eller hvorfor man ikke pludselig kan spise boller i karry hvis man troede man skulle have frikadeller. Er der overhovedet nogen der gider læse om hvor svært det kan være at huske hvad man skulle skrive fordi der er et ur der tikker (ja der er et ur der tikker bag mig) eller hvor anstrengende det kan være at følge en samtale i et rum hvor der også foregår 10 andre samtaler.

Årh der er så mange ting jeg gerne vil fortælle...

Fabelagtig fødselsdag

Det går godt nok stærkt for tiden! Magnus havde fødselsdag i onsdags, og først nu føler jeg der er tid til at sætte sig og få skrevet om den fantastiske dag. Bedre sent end aldrig...

Dette var jo Magnus's første fødselsdag som delebarn, så var en smule spændt på hvordan det skulle gå, men som altid klarede han det i super stil.
Han startede dagen ved Jens, hvor der var brunch med gode venner og familie, så da vi hentede ham midt på eftermiddagen, var det en super stolt dreng i højt, højt humør vi fik med. Han kunne slet ikke stoppe med at fortælle og hans energi niveau bar tydeligt præg af at han havde haft det mega, monster sjovt med jævnaldrende.

Vi kørte direkte op til mormor, hvor vi havde "bestilt" aftensmad. Vores lejlighed egner sig pt rigtig dårligt til at have gæster, det er et værre flytterod, så vi bestemte at dette var den bedste måde at gøre det på. Efter en formiddag med mange gæster, tror jeg også det passede Magnus glimrende. For første gang nogensinde tror jeg, spurgte han et hav af gange "Er vi snart oppe ved mormor?", så lur mig om ikke han glædede sig.

Jeg kunne godt mærke at der var blevet pakket gaver ud tidligere på dagen, for øjnene var helt indstillet til at spotte gavepapir. Gaven fra mormor og Steen var den første der blev åbnet og wauw en sej cykelhjelm der gemte sig deri. En med sølv-flammer og lys i nakken. Den måtte vi hellere ud og vise mormors hund Mickey, men hov! Hvad søren var nu det der stod lige midt i køkkenet? Det var da den der super seje cykel som Magnus havde prøvet ved cykelhandleren. I starten var begejstringen dog til at tage og føle på. "Den skal ikke have de der hjul på!" - vi havde jo fået sat støttehjul på. Så var det åbenbart ikke helt rigtigt. Han ville dog godt være med til at prøve den, og pludselig gjorde støttehjulene ikke så meget.

Vi blev enige om at den da skulle ud og prøves - når altså vi lige havde fået kagemand.

Og så var der vist lige en enkelt gave mere...
 
Da vi skulle ud og prøve cyklen var det allerede blevet lygtetid, men det gør jo ikke noget når man lige har fået sådan nogle sine lygter på sin nye cykel OG hjelm :-) Det var dog ikke helt så nemt det der med at cykle på en stor cykel som man måske lige skulle tro - der er nemlig langt ned til jorden i forhold til den der lille løbecykel som man er vant til. Man må være lidt kreativ og tænke "Hvilket karaktertræk hos knægten ville vinde over den medfødte højdeskræk?" jo det ville såmænd det nok lige så medfødte vindergen. Der blev altså sat ind med "Du fanger mig aldrig" og pludselig kunne man godt cykle. Pædagogisk? Ikke så meget, men det virker :-) Og når først han kommer igang synes han jo det er vildt fedt - det er bare lidt farligt når tyngdepunktet flyttes.

Inde igen kunne der lige nås et spil inden aftensmad (menu bestemt af fødselsdagsbarnet). Sørme om ikke vi fandt et af mine gamle yndlingsspil "Andedammen" - fantastisk spil. Magnus elskede det også. Det virkeligt sjove var så, at jeg på et tidspunkt, mens han ikke var i rummet, fortalte en historie om det spil. Det er nemlig sådan at udenpå æsken ser man nogle børn der spiller spillet, der er bare lige det, at spillet de spiller ikke er magen til spillet i æsken. Udformningen er simpelthen ikke den samme - det har alle dage irriteret mig grænseløst. Langt senere sidder vi ved spise bordet og Magnus står ved sofabordet hvor spillet står (æsken er lukket) - pludselig vender han sig om til mig og siger "Den er ikk' den samme mor." Jeg spørger hvad han mener, og jeg taber underkæben da han pointerer præcis den samme ting som har irriteret mig alle år. Min mor havde aldrig lagt mærke til det før jeg fortalte det. Detaljesansen er åbenbart også gået i arv.

Inden aftensmaden, kom moster og Thomas og de havde sørme endnu en gave med. Den mest fantastiske æske med McQueen modellervoks.
Magnus havde bestilt kartoffelmos med pastinakker og kødsovs, der blev ikke spist så meget - måske fordi der var blevet sagt noget om dessert. Mormor havde da lige tryllet en gang citronfromage til dessert - total retro og total godt. Lidt mere end halvvejs igennem måtte den lille mave dog sige stop. Ovenpå en hel dag med fødselsdag var der simpelthen ikke plads til mere :-)

Vi havde lånt soveplads hos mormor, så efter tandbørstning, fødselsdagssang fra England og to pixi-bøger blev der ret hurtigt ro fra madrassen i gæsteværelse.

Næste morgen
Frisk som en havørn kl 7.30 (hvilket er okay længe for Magnus at sove)! Ind og vække mormor i højt humør. En ordentlig skål havregrød og en ostemad senere var vi klar til at afprøve den der cykel igen. Det var stadig noget farligt, især når det går ned ad bakke. Jeg trøster mig med at det nok skal komme. Om til den gamle skoles legeplads og klatre lidt rundt og rutsje lidt og så hjem til frokost. Under frokosten kunne Steen fortælle at der lige var klækket kyllinger i nat hos nogle af deres venner. Om ikke vi ville med ud at se dem.
Efter frokosten pakkede vi bilen så vi kunne vende næsen hjemad efter kyllingebarselsvisit, og afsted det gik. Glemte jeg at sige, at det drejede sig om knap 35.000 små kyllinger?

De kommer når man klapper :-) 

Og følger efter dem med blå futter, så Magnus måtte bæres.
Jeg var vist kun ved at træde tre ihjel :-/

Meget nysgerrig lille fætter :-)

Magnus faldt i søvn i bilen på vej hjem, blev båret op i seng og sov videre i to timer... Det er hårdt at blive 4 år :-) 

Kødsovs på 100 måder - sådan cirka...

Billede lånt fra cancer.dk

Uh hvor jeg stor fan af kødsovs - i min version. Det går cirka ud på at tage de grøntsager jeg nu har, skære i stykker og tilsætte noget kød :-) Når man bruger grøntsagerne som udgangspunkt kan det næsten ikke undgåes at det bliver en sund kødsovs. 

Vintertiden er god for der kan der komme en masse af de gode mættende grøntsager i. Pastinakker er klart min favorit, derudover selvfølgelig gulerødder, selleri, løg, kål, peberfrugt, champignon, squash, jordskokker - ja faktisk tæt på alt. Det giver en voldsom god smag og forskellig hver gang fordi det jo afhænger af hvad jeg har i køleskabet. 

Derudover kan jeg godt finde på at putte lidt bacon eller andet røget kød i og så den hemmelige ingrediens (som jeg lærte af min eks-mand) flødeost, gerne pikant. 

Med så mange grøntsager fylder det godt og mætter godt. Derfor bliver portionen ofte så stor, at der bliver til to aftensmåltider. Den første servering er tit den traditionelle med pasta (selvfølgelig fuldkorns)  eller ris. Så fryser jeg resten ned så det ikke behøver ligne hinanden to dage i træk. 

Ja hvad gør jeg så ved det når jeg tager det op igen. Det kan blive brugt på en pizza, i pizzasnegle, i pirogger, i en tærte eller vores nye favorit - et karfoffelfad, hvor der også kommer løg og andre grøntsager i har jeg en rest fløde hælder jeg det over ellers måske lidt boullion. Så kommer kødsovs-resten på som låg (og måske lidt ost på toppen). Så er det ellers bare i ovnen ved små 200 grader i trekvarters tid og vupti så er der lækker aftensmad. Det er simpelthen så nemt og giver så lidt opvask at det er en sand fornøjelse :-) 

Jeg elsker nem og sund aftensmad :-) 

En dag på Thyholm...

Igen i dag har der været aktivitet nok på programmet. Det gjaldt forsinket julefrokost med min fars familie. Vi skulle alle samles ved min kære gamle farmor, som trods sine 73 år og fremskredne grå-stær bare æælsker at have gæster <3

Dejlige farmor

Thyholm er lidt af en køretur væk, så vi sørgede lige for at klemme en tur på kirkegården ind, der er jo efterhånden desværre nok at besøge. Farfar fik en enkelt langstilket hvid rose. Mormor og morfar fik en hvid og en lilla fresia (mormors yndlingsblomst). Tænk at de alle tre er væk - alle tre i marts og indenfor 5 år.

Med hele klanen samlet i Uglev var der, som altid når faster er i køkkenet, lagt op til super god mad og i rigelige mængder. Og vi spiste og spiste og spiste og.... Og der var stadig mad tilbage :-)
Til kaffen var der det bedste - farmors hjemmebag. Det kan godt være farmor ikke kan se meget mere, men bage det kan hun altså. Spørger man efter en opskrift peger hun ofte bare på panden. Hun kan ikke læse opskrifterne mere, men de er lagret. I dag pegede hun dog i stedet på "biblen" som jeg fik lov at tage ned og kigge i. Det var en oplevelse! Min farmor og farfar havde bageri i mange år og "biblen" er min farfars gamle, håndskrevne opskriftsbog. Opskriftsbogen hvor man finder opskrifter som:
Kærnemælkshorn
12 dl kærnemælk
3  kg margarine
3  kg mel
Deles i 300 g (8 stk)
Det giver 192 kærnemælkshorn :-)

Jeg har gennem tiden fået vristet et par opskrifter ud af den, men har aldrig selv kigget i bogen før. I dag var jeg på jagt efter de mest fantastisk lette havregrynskager som min farmor havde bagt til dagen og som faster havde lagt sammen med smørcreme. Muuuuums :-)

Måske kan I tyde den :-) 

Magnus fik en ny ven i dag. Buller. Min farmors gravhund. I starten var det som om Magnus havde glemt sin højdeskræk og som en anden abeunge kunne han kravle hele vejen op ad mig for at komme væk fra hunden. Heldigvis kunne lidt godbidder, tålmodighed og guidning gøre at de i løbet af eftermiddagen blev de bedste venner og rendte og legede i gangen. Så sødt altså <3

Magnus fik bl.a. sæbebobler i fødselsdagsgave i går og de var selvfølgelig med i dag. Der er bare ikke noget så underholdende som sæbebobler. Det var meget svært at vente til der var nogen der ville med ud og blæse sæbebobler - det må man jo ikke indenfor. I hvert fald ikke med så mange mennesker i rummet. 

Årh nej de blæser indenfor :-)

Wauw en kæmpeboble!

Man kan godt blive lidt træt efter sådan en dag! Så er det jo bare fantastisk dejligt at man har Rachel med, som gerne sætter sig og læser i historie eller to når der lige skal ro på gemytterne. Og nårh ja - nye bedste vennen må selvfølgelig også gerne være med :-)

På vej hjem i bilen sad Magnus og sang sin yndlingssang lige for tiden: "Åh-oh når klokken den bli'r femogtyve", ja den med Nephew. Den er bare fantastisk :-) Det var en sidste krampetrækning for at holde sig vågen, hvilket lykkedes. Benene var bare blevet så trætte at han faldt på vej ind i lejligheden og skrabte sit knæ :-(
Da han var kommet i seng og lå og gned sine trætte øjne, sagde han: "Mor. Der skal vi rigtig snart op igen. Jeg vil gerne besøge oldemor igen lige om lidt." Det er da, om noget, tegn på at det har været en god dag.

Fire år i fuld fart....

Så blev der holdt børnefødselsdag! Og det har været en fremragende dag.

Der flages for Magnus i børnehaven

Dagen startede i børnehaven hvor Magnus var med ude at hejse flaget. Bagefter skulle han sidde i midten af rundkredsen, mens der blev sunget sange som han havde valgt. Her må man sige, at Magnus nok slægter mig en del på, for det der med at være i centrum var han ikke meget for. I starten sad jeg inde ved ham, og da jeg så mit snit til at liste ud i kredsen - ja så kom han ud til mig :-) Men eftersom jeg selv ved hvor ubehageligt det kan være at blive gjort til centrum når man ikke ønsker det, så fik han altså lov til det.

Magnus valgte tre sange: "Lille Peter Edderkop", "Sangen om Balder" (tror jeg den hedder) og så selvfølgelig den med Falck-manden. Fødselsdagssangen skulle være den med instrumenterne og instrumenterne var guitar, trommer og violin (!).
Det var en super hyggelig start på dagen. Desværre kan jeg ikke vise billeder fra det, da de billeder jeg har også viser andre børn, så det må jeg ikke.

Jeg kørte hjem for at gøre klar til eftermiddagens gæster. Jeg må blankt indrømme, at jeg følte mig en smule intimideret - jeg havde jo lige været vidne til hvilket gear de omtalte gæster var i af bare glæde og spænding til det forestående. Jeg var også meget glad for det gode råd fra en anden forælder "to timer er nok i den alder". Tak Heidi - tusind tak ;-)

Nå men der skulle pyntes op. Magnus havde jo selv valgt servicen, så det var ingen sag. Jeg sørgede for at puste en ordentlig stak balloner op (god træning for mave- og bækkenbundsmuskler), det er altid stensikker og nem underholdning.

Sådan så stuen ud inden invasionen :-)

Min plan var, at børnene skulle lave deres egne små lagkager og spise. Noget jeg senere måtte erfare de ikke er gamle nok til i den alder :-) Men de havde det dæleme sjovt :-) Tænk at få lov til at spise lagkagebunde med syltetøj, glasur og krymmel - bare sådan...
Heldigvis er de lige så ivrige efter at spise frugt, så det blev der også sat en del til livs af.
På tegnetavlen havde jeg tegnet et flag og skrevet "Magnus 4 år" - ideen var så at alle gæsterne kunne hjælpe med at gøre det til en fin tegning. Og det blev det :-)

Magnus lægger sidste hånd på værket

Jeg må sige, at jeg blev noget overrasket over gavemængden. Hold da fast en ordentlig stak gaver og sikke nogle super gode gaver. Det er virkelig dejligt og Magnus er meget glad for alle tingene.

Næsten alle gaverne - vist kun slangen der mangler, den havde gemt sig

Det har været en suuuuper dejlig dag. Magnus faldt i søvn på rekordtid, og det gør moren også snart. Der er ikke mere krudt i kanonen overhovedet :-) 

Tiden der flyver og slanger der "krywer"

Nogle gange går tiden bare alt for stærkt! På onsdag har jeg en dreng på 4 år - fire år... Måske ligner jeg udenpå (eller udefra) rigtig meget en mor, men jeg føler mig ikke stort anderledes end jeg gjorde før.
Jeg kender kærligheden på en måde som jeg ikke gjorde før, har lært det der med at vælge sine kampe og jeg ved nu, at de ting man før troede var det vigtigste i verden, faktisk ikke betyder noget.

Og så forstår jeg ting som jeg før ikke forstod. Mest forstår jeg min egen mor meget bedre. Som ung forstod jeg ikke altid hvorfor min mor ikke købte noget til sig selv eller gjorde noget for sig selv (som at melde sig til et kursus). Jeg forstår nu at man selv bliver ret ligegyldig i det store regnestykke. Bevars, man skal også gøre noget for sig selv for at kunne gøre noget for andre, men i det store regnskab ved man jo godt nu hvem der kommer først.

Magnus glæder sig - ja - som et lille barn til sin fødselsdag. Jeg tror faktisk højdepunktet for ham har været at skrive invitationer og få lov til at dele dem ud i børnehaven. Selvom han først har fødselsdag på onsdag, holder han fødselsdag i/for børnehaven i morgen, ellers risikerer man jo at alle tager på vinterferie. Han har helt selv bestemt hvem han ville invitere, så han har inviteret de piger han har gået i dagpleje med (plus én mere) og så to drenge som han rigtig godt han li' at lege med. Han har selv skrevet under på alle invitationerne! Han skrev "M" på den første, "A" på den næste osv. :-)

Servicen har han også selv valgt... Der er lidt et tema :-)


Vi har haft en længere snak om hvad han skulle have med om i børnehaven - altså hvad jeg skulle bage. Han startede med at ønske sig en blomsterkage. Vi bladrede lidt rundt i Amo's fødselsdagsbagebog og endte med, at en slange er fint. Jeg bestemte så selv, at den godt måtte få et lille tvist, så har lavet den af fastelavnboller med æblegrød og kagecreme (og her er det jo vigtigt at det er hjemmekogt kagecreme, da det ikke løber ud).

Inden ovn

Efter ovn, inden pynt

Måske mangler der en tunge

Nu er det bare spændende hvordan den bliver modtaget i morgen.... Jeg glæder mig rigtig meget til at en flok dejlige unger skal hygge sig her. Jeg er sikker på Magnus glæder sig helt vildt til at vise alle sine ting frem. 

Tænker tanker om tapet

Uha hvor er der meget man kan tænke på når man skal i et nyt hjem. En af mine største overvejelse lige pt er hvilket tapet der skal på Magnus' soveværelse.
Der skal tapet på én væg, væggen modsat hans seng. På den væg skal der stå en kommode i mørkt træ.
Rummet er ret småt - vel cirka 2*2,5m - så tapetet skal ikke være for vildt eller mørkt. Ligeledes ønsker jeg også at det bliver ret tidløst så han ikke om 6 mdr synes det er alt for barnligt. Det er også vigtigt for mig (som med alt andet til Magnus), at det ikke bliver en reklamesøjle for Disney/Pixar, derfor er alt der hedder Cars og Toy Story udelukket.

Jeg blev i første omgang fascineret af Ferm Living's Rush Hour tapet, men måske bliver det for uroligt? Nu er jeg så kommet til at kigge på noget mere simpelt stribet tapet i lidt samme nuancer. Kunne egentlig godt bruge lidt inputs :-)

Fødedygtige hofter...

Min bagdel er ikke bred - jeg har bare fødedygtige hofter!

Sådan synes jeg faktisk normalt det er. Altså når jeg ikke er gravid. Gad vide hvad det så er for en ladeport jeg render rundt med nu?

I et forsøg på at komme i gang med motionen igen - både fordi det er sundt og dejligt, men også for at undgå at tage 30 kg på inden 20. juli - har jeg netop været ude på en god lang gåtur. Hele 6 km faktisk. Efter den første kilometer tænkte jeg: "Guuud det går langsomt det her! Gad vide om jeg ikke godt kan løbe bare lidt selvom jeg er gravid?" Da jeg rundede de 3 km på 33:43 tænkte jeg: "Nu kunne jeg så være inde på min sædvanlige 5 km." 

Så nåede jeg 4 km! Pludselig kunne jeg mærke hvordan min hofteskål på en måde var blevet vredet udad. Ligesom hvis man bøjer en melonbåd for at få fat i det i midten uden at få melon i ørerne. Godt nok en underlig følelse - det gjorde egentlig ikke ondt, men var noget ubehageligt så jeg var nødt til at sætte hastigheden noget ned. 

Det var meget heldigt jeg ikke mødte alt for mange mennesker resten af vejen, for jeg gik som en mellemting mellem end godt tyk juleand og en der havde... ja... skidt i bukserne. Det har ikke været et kønt syn :-)

Hvorfor er det lige at min krop tror den skal gøre mine hofter fødeklar 35-36 uger inden den faktisk skal føde? Det ER da noget underligt noget. Det gør det jo bare besværligt at være mig :-) 

Når det er sagt, så var det bare vildt dejligt at komme i gang og få sig rørt lidt. Og selvom tempoet ikke var helt det samme og motionen måske ikke helt så effektiv, så havde det samme effekt på ét meget væsentligt område - mit hoved. Efter godt 1 km begyndte det at være svært at tænke noget reelt og de flyvske tanker holdt sig på en eller anden måde også væk. Den friske, frostkolde luft skubbede skridt for skridt tankerne væk og til sidst var der kun den beroligende rytme tilbage i hovedet: "1-2-3-4, 1-2-3-4"

Den sidste kilometer kom tankerne igen, men dog mest i form af: "Nøj det føles underligt. Hold nu tempoet nede... osv."

Hvor har jeg bare været dygtig! Faktisk var jeg så dygtig, at jeg gik til bageren og købte en kage (men det havde jeg måske gjort alligevel) :-)

En verden uden medicin

Ja nu hvor jeg er blevet gravid, betyder det jo også, at jeg igen er uden medicin. En tanke er dukket op i mit hoved mange gange over den sidste måneds tid: "Hvordan pokker er jeg nogensinde kommet gennem en uddannelse?"

Nu er det snart to måneder siden jeg har taget medicin og de første symptomer kom ret hurtigt tilbage. Lydfølsomheden blev værre igen. Rastløsheden tog til og jeg skulle pludselig til at koncentrere mig om ikke at bide negle igen. Det blev også igen svært at koncentrere sig i samtaler (især telefonsamtaler) og motormunden kom tilbage.

Den sidste måned har jeg også måtte sande at de søvnløse nætter er vendt tilbage, og de har på ingen måde været savnet. Eftersom min tidsfornemmelse også er gået fløjten, har jeg svært ved at sige præcis hvor længe det har stået på, men det meste af januar i hvert fald. Jeg typisk mellem 3 og 4 og ligger så vågen 1-2 timer typisk. Skulle jeg møde kl 8 til undervisning i stedet for at gå sygemeldt med stress, ville vækkeuret ringe klokken 05.30. Det er som om der ikke er timer nok i døgnet. Når det har stået på et par uger, så er man altså helt udmattet. 

Det er en underlig følelse, for så snart jeg slår øjnene op, kører min hjerne afsted med 180 km/t med alt muligt mere eller mindre ligegyldigt. Men selvom mit hoved er i fuld fart med det samme, kan min krop bare ikke mere - den får jo ikke hvilet. Nogle morgener har jeg været lige ved at tude (har gjort det en enkelt gang) simpelthen fordi min krop bare ikke vil gå med til at nu er det morgen. 

Flere gange har jeg tænkt: "Var det virkelig sådan her førhen?" Og jeg må sige, at JA det var det. Jeg kan ikke længere huske hvor længe jeg lå vågen, men jeg husker at jeg ofte har ligget og læst om natten, eller set fjernsyn eller noget andet. Dengang vidste jeg bare ikke, at det ikke var noget alle gjorde. Tanken har simpelthen aldrig strejfet mig, at sådan var det nok ikke for alle. 

Hvordan det så er lykkedes for mig at klare mig gennem en uddannelse kan være lidt en gåde. Jeg havde selvfølgelig gennem mange år udviklet adskillige mekanismer der gjorde mig i stand til at sno mig. Jeg husker på seminariet hvor jeg kunne knokle og bruge alt min energi i nogle få uger, hvorefter jeg blev nødt til at tage et par dage med nedrullede gardiner, låst dør, ignorere dørklokke og telefon og klare mig med hvad end der nu var af spiselige ting i huset. Alligevel er det lykkes for mig at få skrabet en uddannelse i hus - endda med et helt pænt gennemsnit. 

Her til eftermiddag prøvede jeg til med at være til med et pædagogisk arrangement på arbejde - mest fordi jeg gerne vil prøve at holde mig bare lidt opdateret i forhold til hverdagen på skolen. Jeg oplevede at sidde i et lokale med mine kollegaer og skulle lytte til noget om arbejdet med sprogforståelse i forhold til to-sprogede børn. Jeg kan ikke rigtig huske meget af det, for nu fik jeg virkelig at mærke hvad medicinen gjorde på det punkt. ALLE lyde havde samme styrke og bevægelser larmede lige så meget som lyde. Det vil sige HVER gang en kollega bladrede i sine papirer, vendte sig på stolen, fandt en blyant i penalhuset, tog en tår af sit vand/te/kaffe osv osv var det lige så højt som stemme på den person jeg egentlig skulle lytte til... Så er det dæleme op ad bakken... 

Jeg elsker at være gravid og glædes over det hver eneste dag, men må indrømme at jeg også glæder mig til at kunne få lidt medicin igen - det gør bare en kæmpe forskel for mig og min hverdag. 

Kan jeg overhovedet huske hvordan?

Så har jeg igen bevist min absolut manglende evne til "followthrough". Det er ikke meget blog skrivning det er blevet til på det sidste, men det er som om det jeg egentlig gerne har ville skrive om først nu er muligt at skrive om :-) På flere måder faktisk - der er flere ting at skrive om nu.

Siden 5. november har jeg gået sygemeldt med stress - det har gjort det svært for mig at skrive og læse (især på en skærm). Men det kan jeg nu, så måske skulle man skrive noget om det at blive overrasket af sin egen stress.

Mens jeg har gået med stress, har jeg fundet ud af at jeg er gravid! :-) Det er simpelthen fantastisk - mon ikke også det kommer til at fylde lidt på bloggen :-)

Oveni det hele skal jeg også snart, meget snart flytte sammen med min skønne kæreste. Det bliver en helt utrolig lettelse.

Nu er jeg kommet igen - det er ikke meget, men dog en start... Vi ses snart igen :-)