Om at starte på medicin igen og at stoppe amning

Så sidder man her. Det er én uge siden beslutningen om at indstille amningen blev taget. Jeg havde en forventning om at det ville blive vanskeligt. Hvornår skulle jeg erstatte med flaske? Ville produktionen gå ned? Ville Viktor kunne finde ud af at spise fra en flaske?
Jeg må jo bare sige, at igen er mine bekymringer blevet gjort til skamme. Det går så nemt. Det var som om min krop forstod hvad det var jeg ville og nedsatte produktionen med det samme og i går morges ammede jeg for sidste gang. Det er lidt vemodigt, og Viktor har da også et par gange reageret på den manglende nære kontakt, men vi har fundet ud af at efterligne amningen mest muligt selvom der gives flaske.
Og ja så er der jo den helt store positive sideeffekt - mere søvn om natten! Vi er gået fra 4-5 amninger om natten til 1 flaske midt nat og én kl 6. Det kommer til at kunne mærkes på mig ret hurtigt tænker jeg.

Jeg har skruet lidt op for medicinen igen. Effekten har på ingen måde været den samme, som da jeg for godt 3 år siden startede for allerførste gang, men nu er det selvfølgelig heller ikke 29 års ophobede spændinger der gives slip på. Faktisk vil jeg næsten sige at jeg ikke har mærket meget andet end lidt bivirkninger. Jeg er igen ligeglad med mad og bliver lidt rundtosset.

Oplevelsen er dog lidt anderledes hvis man spørger min kæreste. Da vi var gået i seng i går, siger han til mig: "Jeg skal godt nok lige vænne mig til dig i det der gear igen."
Jeg forstod ikke helt hvad han mente, men spolede så lige tilbage over dagen og kunne pludselig se hvad han mente. På én dag havde jeg fået lavet cirka hvad der det sidste år har tilsvaret en uges arbejde - og jeg havde slet ikke tænkt over det.
På en eller anden måde var det lykkes mig at lave to slags grøntsagsmos, bage en plade brunkager, vaske flasker, lægge tøj sammen, træne, handle alt sammen på samme dag. Det kunne jeg måske (måske) også have gjort uden medicin, men jeg var bare slet ikke udmattet og grædefærdig og opfarende og urimelig. Faktisk kunne jeg stadig være rolig og kærlig overfor min skønne kæreste som havde haft en lang dag på to jobs.

I dag kører mit hoved lidt på højtryk. Noget i mig tror, at nu skal jeg det hele på den halve tid. Det skal jeg ikke. Ting bliver mulige for mig når jeg tager medicin, men jeg bliver ikke en superhelt. Mine tanker bevæger sig lidt langsommere og jeg bevæger mig lidt mere effektivt, med lidt genoptræning mødes de to måske en dag. Måske. Hvis jeg er heldig.

Om at være tvunget frem for at vælge

Så står jeg her igen. Et valg er truffet, ikke udfra lyst, men af nødvendighed. Jeg har ammet vores skønne søn i fire måneder, men nu må jeg stoppe og det gør mig faktisk lidt trist. Jeg ved godt 4 måneder er rigtig godt og ikke mindst fire gange så lang tid som jeg præsterede sidst, men øv! Nu gik det jo lige så godt.

"Jamen Maibritt, vi må jo alle vælge. Hver dag er fyldt med valg. Sådan er livet - man kan ikke få det hele." Ja vi må alle vælge, og det er som sådan heller ikke valget jeg har det svært med, det er, at jeg ikke føler, det er noget jeg selv bestemmer. Jeg er tvunget ud i det.
De valg jeg oplever andre refererer til, når jeg har haft denne snak med nogen, er ala "Kan jeg mon både nå at gå til spinning og zumba?" Eller "Ååårh jeg kan vel dårligt finde tid til at sidde i forældrerådet i begge mine børns klasser." Den slags valg, som for mig ligger i gruppen "Glasur". Det er pynten, det ekstra der gør livet lidt sjovt og spændende.

De fleste af de "valg" jeg oplever er liiidt mere basale - glasuren er pillet væk på forhånd, det skal jeg end ikke overveje. Jeg kan for eksempel overveje rengøringen. "Vil jeg støvsuge eller gøre badeværelse rent i denne uge?" (ja jeg skrev uge) Det kunne også være "Vil jeg vaske tøj eller lave aftensmad i dag?" "Vil jeg lægge tøj sammen eller skifte sengetøj?" Jeg kan ikke gøre begge ting samme dag.
Det er de helt basale ting, der bliver til kæmpe projekter - og jeg har ingen anelse om hvorfor. Alt dette er selvfølgelig anderledes når jeg får min medicin. Jeg når ikke de overvejelser som jeg nævnte tidligere, men får dog trods alt både støvsuget og gjort badeværelse rent i samme uge OG ryddet op i stuen OG ordnet vasketøj (både vaske, tørre og lægge sammen). Faktisk kan jeg pludselig også få overskud til en smule motion.

Men altså, nu står jeg her med det her spædbarn som er fantastisk. Og en storebror som er fantastisk. Jeg har bare lyst til at stoppe tiden og nyyyyyde. Nyde dem og nyde at de nyder hinanden - alt er kærlighed. Det er jo ikke anderledes end så mange andre. Udfordringen er, at selv denne boble med barsel og desværre kun storebror halvdelen af tiden løber fra mig. Ikke i den forstand at tingene ikke bliver gjort, for alle har rent tøj på, alle får mad og børstet tænder. Det er bare som om nogen lige har indstillet løbebåndet  2 km/t for højt. Jeg falder jo ikke af båndet, det er bare med tungen ud af halsen og max belastning hele tiden.
Den følelse kan man ikke holde til i længden. Derfor vælger jeg nu at begynde på medicin igen, hvilket gør at jeg er tvunget til at stoppe amningen. Jeg kunne også sige at jeg vælger at stoppe amningen, da jeg er tvunget til at begynde på medicin igen. Ligegyldigt hvad, er der det her element af tvang. Jeg oplever det i hvert fald som tvang, fordi det er så tydeligt et sammenstød af mine værdier.

Heldigvis har jeg været møllen igennem og ved hvad jeg skal gøre. Jeg kender mig selv godt og har arbejdet meget med mig selv og kan derfor vende de negative tanker der kan dukke op til noget positivt. Derfor må den tanke jeg tager med mig videre være, at jeg vælger at begynde på medicin og derfor stoppe amningen fordi jeg ønsker at være noget for mine børn og min kæreste. Jeg vælger altså dem og det liv vi har sammen, fremfor at kæmpe en kamp for at forblive medicinfri  - en kamp jeg jo godt ved er tabt på forhånd.


(PS Følg med for at opleve hvordan strukturen og sproget i mine indlæg ændrer sig når nu jeg snart får noget medicin igen)