Genbrugsguld i Dukkehuset

Nogle dage markerer sig tydeligere end andre. I dag har været en af de dage som har sat sine positive spor. Vi var kørt op for at besøge min farmor. Hun er det dejligste søde menneske, som bare elsker at få besøg og altid har elsket alle os børnebørn og knuselsker sine to oldebørn. Det er desværre rigtigt længe siden Viktor har set hende, faktisk så længe at at nok ikke kunne huske hende. Men det er lige meget når hun er som hun er. Viktor kunne slet ikke få nok af hende. Han krammede og myssede og aede...

På vej hjem stoppede vi for første gang ind ved en lille antik/kræmmer butik i Struer. Vi har snakket om den mange gange, men har aldrig lige haft tiden til at holde ind, det havde vi så i dag. Sikke dog en verden der åbnede sig - jeg var slet ikke forberedt.

Det lille, ret anonyme byhus gemmer på uanede mængder vaskeægte genbrugsguld. Det første mine øjne lander på da vi kommer ind, er et glasmontre med alt muligt glas og porcelæn blandt andet 7 (!) Lyngby vaser (af dem med blomster) i forskellige størrelser. Jeg prøver at kigge op og rundt, men det er som om min hjerne slet ikke kan modtage så mange indtryk.

Jeg er omgivet, overvældet, omsluttet af ting. Ting, der fortæller historier. Ting, som er samlet gennem et helt liv. Ting, som blot venter på at finde et nyt hjem. Alt så det der sorteret så smukt, at selvom bunkerne har bunker, virker det ikke kaotisk rodet. Jeg ved hvor jeg skal gå hen hvis jeg søger noget blåt, hvis jeg søger sølv, hvis jeg søger noget til køkkenet eller badeværelset.

De første 10 minutter gik jeg rundt og sagde "Hoooold da op! Det er jo heeeelt vildt! Nej hvor er det fantastisk." Derefter var det som om jeg lukkede af. Jeg gik rundt i tavshed og prøvede blot at absorbere så megen skønhed og kvalitet. Rundt omkring gemmer skattene sig og samtidig viser de sig frem på smukkeste vis. Det er som om tingene ligger og kalder på mig, siger "Se mig - se mig." Det er gået op for mig, at jeg på ingen måde kan få alt det med, som jeg har lyst til og jeg går bare og nyder og prøver at vælge. I rummet med køkkenting står jeg længe og suger til mig, men min øjne bliver igen og igen fanget af to bestemte genstande. Da min kæreste kommer og finder mig, fanges hans øjne på samme måde - vi har fundet noget vi med sikkerhed skal have med:

Min barndomsby er Lemvig. Derfor var der én anden ting jeg på ingen måde kunne lade stå (selvom den var dyr):

Det var første gang jeg så sådan en, og havde jeg ikke taget dem med, er jeg ikke sikker på jeg nogensinde ville se en igen. 

Og så bare lige en lille ting, som minder mig om min barndom. Min mor havde en i rigtig 70er orange: 

Hvad siger I. Ved I hvad det er?

Eva har en hjemmeside som du finder her

(Indlæg skrevet søndag. Billederne drillede, derfor er det først udgivet nu)

"Jeg smutter lige ned og træner. Ses om en time"

I dag tog kæresten og jeg ned i byens fitnesscenter for at får dagens endorfinfix. Vi bor i en mindre provinsby, så her er der ingen fitnessworld eller fitness.dk. Nej vi har det fitnesscenter som idrætscenteret har lavet. 

I centeret er der de maskiner der ligesom skal være. Cykler, løbebånd, crosstrainer og romaskine. Og så er der selvfølgelig diverse til vægttræning, både maskiner og løsvægte. Alt i alt er jeg godt tilfreds. 

Brugerne ligner også dem jeg forestiller mig kommer alle mulige andre steder. Der er de unge håbefulde teenagedrenge der håber på at omdanne den spagetti, der hænger ud af ærmerne, til noget mere kødfuldt. Der er de lidt ældre fyre, som mere eller mindre frivilligt agerer forbilleder for netop teenagedrengene. Der er efterlønnerne, som har fundet glæden  ved at passe på kroppen. Ja I kender sikkert de forskellige typer. Der er dog særligt én gruppe som er særligt iøjnefaldende. 

Det er en gruppe bestående af kvinder i alle aldre. Det er ikke alle kvinder, som tilhører denne gruppe - jeg selv gør for eksempel ikke. 

Kvinderne, som sidder i maskinerne og snakker! 

Det er de kvinder som, når de kommer hjem, har trænet snakketøjet mere end noget andet. De starter med foreksempel at sidde på en motionscykel og træde lidt i pedalerne i ti minutter. Så går de over til de maskiner, som træner ben - laver 15 gentagelser, holder to minutters pause, laver 15 gentagelser mere, pause igen og så skifter de. Alt imens munden ikke står stille på dem. 

Sådan fortsætte de til mavebøjninger (for at få flad mave) og måske squat (for at få en god røv). Når de har været "igang" i 30-45 minutter smutter de storsnakkende ud af døren igen uden overhovedet at have fået bare lidt røde kinder. 

Det er den samme gruppe kvinder, som sidder i arbejdspladsens frokoststue og høvler den ene riskiks ned efter den anden og siger ting som: "Altså jeg spiser sundt og jeg træner 3 gange i ugen. Jeg fatter ikke, at jeg ikke taber mig. Jeg tror altså det er noget med mit stofskifte."

Jeg må indrømme at jeg faktisk godt kan blive lidt irriteret på den gruppe kvinder. Selvom de ikke laver noget, optager de jo maskinerne alligevel. Og de er ikke til at komme i kontakt med, så man kan spørge om man lige må låne maskinen mens de snakker. Jeg har tænkt på flere gange hvorfor de dog gider betale for at sidde og sladre/sludre i et ildelugtende lokale med lidt for høj, ret dårlig techno bankende ud af nedslidte højtalere. Hvorfor ikke bare tage på café? 

Svaret kom til mig idag. Siger mor "Jeg smutter lige på shopping med tøserne" ville hun nok ofte blive mødt med "jeg vil meeeeeed" fra ungerne og "køb nu ikke hele byen" fra manden. Siger hun derimod "Jeg smutter ned og træner med Bente og Lone. Vi ses om en time" så  vil tilbøjeligheden til at tigge om at komme med nok ikke være så stor. 

Manden vil heller ikke foreslå at mor tager børnene med, så han lige kan få ryddet op i garagen. Nej fitness er lidt en helle, hvor mor har mor-tid. 

Jeg forstår det godt. Det er faktisk ret snedigt. Ingen forstyrrende elementer i en time. Det er da så skønt. 

Jeg beder dog bare om én lille ting. Kunne I da for pokker ikke bekende kulør i stedet. På den måde kunne I sætte jer ved et bord og snakke, og vi andre kunne komme til maskinerne 😉