Tilbage i december skrev jeg et indlæg om det at stoppe med amning til fordel for at kunne starte med min medicin igen (du kan læse det her). Nu, 4 måneder senere, er skyerne for alvor ved at lette, og jeg kan mærke "det gode liv" igen.
Hvis nogen nu har den opfattelse, at det der ADHD medicin er noget der kastes i hovedet på folk som var det vitaminpiller, ja så har de ikke hentet deres erfaringer fra patienter ved ADHD for voksne teamet i Herning i hvert fald. Jeg er igen blevet tilknyttet teamet og er til opfølgnings samtaler for at finde ud af hvordan medicinen virker på mig denne gang. Til den første samtale blev jeg stillet i udsigt at de ikke kunne love mig den samme medicinering som før, hvor jeg fik to forskellige præparater, da den behandlingform er en de bruger yderst sjældent (det kan tælles på én hånd).
Min første tanke var "Nå ja ja, måske har jeg ikke behov for det. Jeg har jo flyttet mig meget siden diagnosen blev stillet."
Gladeligt startede jeg på den medicin de mente jeg skulle starte med (ja jeg er meget autoritetstro) og mærkede da også omgående effekt. De voldsomme udsving i humør og temperament stilnede af. Tålmodigheden voksede, det samme med overblikket. Heldigvis slap jeg for den voldsomme madlede som jeg kæmpede med i 6 måneder sidst. Desværre hjalp medicinen ikke på tanketornadoen, som er mit nok mest opslidende symptom.
Nok havde jeg fået mere overskud og tålmodighed, men det blev ædt op af at prøve at kontrollere de hvirvlende tanker. Alt hvad jeg foretog mig skulle følges af kæmpe mængder energi som udelukkende blev brugt på at fastholde koncentrationen om selv de mest banale hverdagsting. Nok havde jeg fået mere ro i kroppen, men på en måde gjorde det bare, at det voldsomme, utilregnelige og uregerlige uvejr i mit hoved blev meget tydeligere.
Derfor, da jeg skulle til samtale på psyk i torsdags, havde jeg planlagt at tilbyde min sjæl for at få lov at få den anden slags medicin også (sådan cirka). Det var simpelthen blevet for meget for mig. Og jeg kunne da slet ikke se mig selv starte på arbejde igen i den tilstand.
HELDIGVIS kender de mig så godt derinde og ved at jeg under ingen omstændigheder tager medicin for sjov (jeg er typen der hellere prøver at sove en hovedpine væk end at tage Panodil), at de gerne ville prøve at dobbeltmedicinere mig igen (tak talegaver for at være så gode til at beskrive min tanker og følelser). Jeg fik en recept til 7 dage og skal så til kort samtale igen.
Fra sidst ved jeg, at jeg først får det fulde udbytte af denne type medicin efter lidt tid... Jeg tog den første fredag og mærkede allerede effekt i løbet af dagen. Fredagsmiddagen med bonusdatteren og hendes kæreste var intet problem, vi spillede kort og hyggede og inden jeg gik i seng var opvaskemaskinen tømt og fyldt igen. Køkkenet var ryddet og rent og klar til lørdagens morgenmad. Og jeg var ikke engang udmattet!
Lørdag gik med afslapning og pølsehornsbagning. Og nu i dag, har hele huset fået den store overhaling. Oprydning, rengøring, vasketøj - you name it. Nu sidder jeg her og nyder et rent og mere ryddeligt hjem - og jeg er ikke udmattet, udkørt, fladtrykt. Min krop er træt, men ikke mit hoved. Det er fantastisk! Jeg er tilbage.
At tømme opvaskemaskinen eller hænge tøj op er pludselig ikke noget jeg behøver tænke over mere - jeg gør det bare :-) Uden korrekt medicin er ting som disse noget jeg bliver NØDT TIL at koncentrere mig voldsomt om for ikke at gå igang med noget andet jeg lige får lyst til. Uden medicin er jeg nødt til at "tale mig igennem" rutineting (heldigvis bare tale inden i mig selv) for at overdøve alle de der meget sjovere indskydelser der dukker op i mit hoved. At tømme opvaskemaskine kunne lyde således i mit hoved: "Jeg starter med underskuffen. Trækker underskuffen ud. Jeg starter med de store ting. Først gryderne. De skal i skabet til venstre. Den her på nederste hylde. Den her på midterste hylde. Hvor mon lågene er? Nå, de er også i maskinen, så tager jeg lige dem også....."
Det samme gør sig gældende når jeg hænger tøj op uden medicin: "En trøje, den skal have to klemmer. Sådan. Bukser, så skal jeg bruge fire klemmer...." og sådan bliver det ved i det uendelige.
Det er udmattende, men nødvendigt. Uden den koncentrationstalestrøm, ville en halvtømt opvaskemaskine stå åben i køkkenet hele dagen, fordi jeg lige blev fanget af noget andet. Det nyvaskede tøj ville ligge i kurven og blive krøllet og surt, maden ville brænde på, støvsugeren være efterladt midt på stuegulvet. Rugbrødsdejen kun blive halvfærdig. De nyindkøbte vare aldrig komme på plads. Behøver jeg fortsætte? Nej vel.
Vi flyttede ind her for et år siden, hvilket vil sige at jeg ikke har været medicineret i den tid vi har boet her. Det kan ses! Mine små (og store) bunker ligger rundt omkring. Jeg hader dem, men har set mig overvundet af dem. Jeg har ikke kunne organisere eller strukturere nok til at gøre noget ved dem. De har været det lille papirflag i den hundelort der hedder "jeg har ikke styr på mit liv". Nu kan jeg få dem væk! I stedet for kæmpe bjerge virker de nu som små nuttede muldvarpskud...
YES! Lad mig få dette hus til at lige et hjem for voksne mennesker!
Ønsker alle en fremragende uge <3
