Kreativiteten der døde

Så sidder man her! En  onsdag aften og er ret smadret. Jeg har lige (meget imod mine principper) arbejdet lidt. Det er ikke så meget det der med at arbejde gratis, jeg tror mange lige har smidt en halv time efter arbejde som ikke er blevet skrevet nogen steder. Det er det arbejdsgiverne kalder interessetid, men som egentlig betyder "der hvor I arbejder gratis for ikke at stå på listen med dem der ikke gør nok for firmaet." 

For mig er det i den grad interessetid, for det er i min interesse at eleverne får lært det som jeg har lavet  aktivitet til. 

I følge reformen skal der mere bevægelse ind i skoledagen. Der skal laves aktiviteter som tilgodeser elevernes forskellige måder at lære på. Der skal tænkes aldersintegreret og meget meget mere. Alt sammen noget vi gjorde i vid udstrækning allerede og øvede os meget i at blive endnu bedre til. 

Og nu kommer vi til det der er et af mine største frustrationspunkter for tiden! Jeg har SÅ mange ideer! Jeg får vel i gennemsnit omkring 30 ideer hver dag til sjove, spændende, lærerige bevægelsesaktiviteter i allemulige fag, ikke bare dem jeg selv underviser i, men jeg bremser dem. Jeg kvæler dem med vilje. Lader dem ikke udvikle sig og blomstre som de fortjener. Hvorfor ikke? Fordi jeg ikke har TID til at lave de materialer der skal til. Hvor er det dog dræbende! 

Mange vil sikkert give mig ret i at det ofte er det der ser mest enkelt ud der kræver mest. Det tager tid at lave et vendespil, billedlotteri, stjerneløb som ser ordentligt ud og kan bruges igen og igen. Den dag der opfindes en highspeed lamineringsmaskine bliver jeg lykkelig. 

Åh hvor ville jeg elske at få lov til at sidde der og lave alle de der ting for mine kollegaer. De kunne bare lige komme forbi og sige: "Maibritt, vi kunne godt lige tænke os en brøkstafet" eller "Kunne du ikke lige lave noget til natur/teknik om danske fugle/vands kredsløb/hvordan et køleskab virker?" 

Tænk at kunne sidde der og lade ideerne udvikle sig og blive til. Jeg ville elske det. Jeg savner at bruge min kreativitet i mit job - jeg synes mest af alt jeg bruger den til at tænke i brandslukning. Hvordan får jeg mest mulig meningsfuld læring ud af for lidt forberedelse.

I sidste uge så jeg en artikel hvor en eller anden professortype udtalte sig om hvordan lærere kunne få mest muligt ud af 30 minutters forberedelse - "man kan vel nå at rette 5-7 matematikafleveringer på 30 minutter" Måske er det bare mig der er mega langsom, men jeg bruger altså mere end 5 minutter pr. aflevering. Hvis eleven skal have noget som helst ud af det, skal der da følge en kommentar med, så de ved hvor de kan udvikle sig hen.

Og egentlig er det jo ikke hovedproblemet med den fragmenterede forberedelse. Vi kan godt finde ud af at udnytte de der små lommer til at rette, eller booke Nationale Test, eller svare på mails, eller kopiere, eller lave nye pladser i klassen, eller eller eller

Nej problemet er at der er for lidt tid til fordybelse. Det er nemlig her de smukke harmonier opstår. Det er i fordybelsen der opstår differentiering, aldersintegration, bevægelse, tværfaglighed. Det er i fordybelsen man får øje på den gyldne mulighed for at binde matematik sammen med musik. Eller engelsk sammen med natur/teknik. Vi gør virkelig hvad vi kan synes jeg. Og for pokker hvor har jeg nogle dygtige kollegaer - det kunne blive genialt, altså sådan rigtig huttelihut genialt, hvis vi fik mulighed for fordybelse. 

Nu går jeg i seng og drømmer mig til Utopia... Måske begynder jeg at gen-gen-genlæse 1984, det virker på en måde mere rammende.