Der er noget jeg virkelig gerne vil! Faktisk er det noget jeg har drømt om i et par år efterhånden. Det er bare så meget imod alle odds, at jeg har lidt svært ved at overbevise mig selv om, at det faktisk kunne være en reel mulighed.
Det er som om samfundets stemme er blevet en fast stemme i mit hoved, og det bryder jeg mig egentlig ikke om. Det har aldrig været min stil at lade andre diktere hvad jeg kan og ikke kan, det skal jeg nok selv finde ud af. Alligevel! Måske har samfundet ret. Måske er det projekt mere end jeg kan overskue. Hvordan vil jeg håndtere, hvis jeg må sande, at det ikke kan lykkes for mig? Er der overhovedet marked for mit projekt? Hvordan går jeg i gang hvis jeg går i gang?
Jeg vil rigtigt gerne skrive en bog! Ikke en hvilken som helst bog. Nej en bog om hvordan det (kan) føles at have ADHD. Jeg har, siden jeg blev udredt, fået at vide fra flere, at jeg er god til at sætte ord på de vanskeligheder jeg oplever - både så det giver mening for andre med diagnosen og for nogen som ikke selv har den, men som på den ene eller anden måde er i berøring med den.
Min tanke er slet ikke at skrive en "ynkebog" - det er ikke min stil at ynke. Til gengæld vil jeg heller ikke gå og gemme mine vanskeligheder. Det gjorde jeg i 29 år, og det var længe nok. At skrive bogen skulle ikke være som en selvhelbredelsesfærd - det er det man bruger en blog, en dagbog eller en professionel person til. Nej mit ønske er at give et mere nuanceret billede af "patientgruppen".
Jeg er træt af at blive proppet i en gruppe hvor jeg ikke føler jeg høre hjemme. Altså gruppen som andre har lavet af "dem der med ADHD". Jeg er ikke et sekund i tvivl om at diagnosen passer og medicinen er det helt rigtige for mig, hvis jeg skal have en nogenlunde normal hverdag. Det kan jeg da især mærke nu hvor jeg er gravid og ikke kan tage den. Nej den gruppe jeg ikke hører hjemme i, er den gruppe hvor ADHD er lig med arbejdsløshed, ingen uddannelse, nuværende eller tidligere misbruger, lidt små kriminel, slagsbror osv. Som jeg ser det, er tendensen, at enten er man "sådan en" eller også tilhører man den super lille gruppe, der er i modsatte grøft. Leonardo Da Vinci, Albert Einstein, Steve Jobs, Jeanne d'Arc. Personer som på hver deres måde i hver deres tid udrettede noget stort, kæmpestort.
Her passer jeg bare heller ikke rigtigt ind. Jeg har aldrig opfundet noget, fysik og kemi er ikke mine stærkeste sider, jeg kan bruge en computer, men ikke mere og så har jeg aldrig rigtig brudt mig om det der med at være voldelig.
Vi mangler den store midtergruppe. Jeg har for eksempel aldrig stjålet noget, slået nogen, taget stoffer af nogen art. Jeg har været lige så meget i arbejde som de fleste andre, og indtil for nylig på fuldtid. Jeg har én uddannelse, den første jeg startede på, og jeg har ikke taget længere tid om den end så mange andre. Jeg har en matematisk studentereksamen og lå i den bedre halvdel af min folkeskoleklasse. Jeg er vel egentlig nogenlunde så normal som man kan være lige hvad det angår. Det var først da jeg også skulle til at være mor, at det ligesom blev lidt svært at få enderne til at nå sammen. At mit liv langt hen ad vejen har været helt normalt, gør jo ikke mine vanskeligheder mindre (eller mindre irriterende). Det skyldes blot, at jeg har været så heldig at lande midt mellem de dejligste mennesker i verden, som har hjulpet mig når jeg har haft brug for det.
Som sagt ønsker jeg ikke at skrive "årh hvor er det synd for mig" bog, for det er det ikke. Det er vanvittigt hårdt mange gange, men synd er det ikke. Jeg vil bare gerne fortælle hvordan verden ser ud gennem mine øjne, hvordan den opleves med mit hoved.
Min mor som er socialrådgiver synes den kunne være gavnlig, men ville andre? Ville der overhovedet være marked for en bog der fortæller om hvorfor det kan være meget vigtigt hvilken kop man drikker sin te af, eller hvilket skriveredskab man vælger, eller hvorfor man ikke pludselig kan spise boller i karry hvis man troede man skulle have frikadeller. Er der overhovedet nogen der gider læse om hvor svært det kan være at huske hvad man skulle skrive fordi der er et ur der tikker (ja der er et ur der tikker bag mig) eller hvor anstrengende det kan være at følge en samtale i et rum hvor der også foregår 10 andre samtaler.
Årh der er så mange ting jeg gerne vil fortælle...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar