Nu er det snart to måneder siden jeg har taget medicin og de første symptomer kom ret hurtigt tilbage. Lydfølsomheden blev værre igen. Rastløsheden tog til og jeg skulle pludselig til at koncentrere mig om ikke at bide negle igen. Det blev også igen svært at koncentrere sig i samtaler (især telefonsamtaler) og motormunden kom tilbage.
Den sidste måned har jeg også måtte sande at de søvnløse nætter er vendt tilbage, og de har på ingen måde været savnet. Eftersom min tidsfornemmelse også er gået fløjten, har jeg svært ved at sige præcis hvor længe det har stået på, men det meste af januar i hvert fald. Jeg typisk mellem 3 og 4 og ligger så vågen 1-2 timer typisk. Skulle jeg møde kl 8 til undervisning i stedet for at gå sygemeldt med stress, ville vækkeuret ringe klokken 05.30. Det er som om der ikke er timer nok i døgnet. Når det har stået på et par uger, så er man altså helt udmattet.
Det er en underlig følelse, for så snart jeg slår øjnene op, kører min hjerne afsted med 180 km/t med alt muligt mere eller mindre ligegyldigt. Men selvom mit hoved er i fuld fart med det samme, kan min krop bare ikke mere - den får jo ikke hvilet. Nogle morgener har jeg været lige ved at tude (har gjort det en enkelt gang) simpelthen fordi min krop bare ikke vil gå med til at nu er det morgen.
Flere gange har jeg tænkt: "Var det virkelig sådan her førhen?" Og jeg må sige, at JA det var det. Jeg kan ikke længere huske hvor længe jeg lå vågen, men jeg husker at jeg ofte har ligget og læst om natten, eller set fjernsyn eller noget andet. Dengang vidste jeg bare ikke, at det ikke var noget alle gjorde. Tanken har simpelthen aldrig strejfet mig, at sådan var det nok ikke for alle.
Hvordan det så er lykkedes for mig at klare mig gennem en uddannelse kan være lidt en gåde. Jeg havde selvfølgelig gennem mange år udviklet adskillige mekanismer der gjorde mig i stand til at sno mig. Jeg husker på seminariet hvor jeg kunne knokle og bruge alt min energi i nogle få uger, hvorefter jeg blev nødt til at tage et par dage med nedrullede gardiner, låst dør, ignorere dørklokke og telefon og klare mig med hvad end der nu var af spiselige ting i huset. Alligevel er det lykkes for mig at få skrabet en uddannelse i hus - endda med et helt pænt gennemsnit.
Her til eftermiddag prøvede jeg til med at være til med et pædagogisk arrangement på arbejde - mest fordi jeg gerne vil prøve at holde mig bare lidt opdateret i forhold til hverdagen på skolen. Jeg oplevede at sidde i et lokale med mine kollegaer og skulle lytte til noget om arbejdet med sprogforståelse i forhold til to-sprogede børn. Jeg kan ikke rigtig huske meget af det, for nu fik jeg virkelig at mærke hvad medicinen gjorde på det punkt. ALLE lyde havde samme styrke og bevægelser larmede lige så meget som lyde. Det vil sige HVER gang en kollega bladrede i sine papirer, vendte sig på stolen, fandt en blyant i penalhuset, tog en tår af sit vand/te/kaffe osv osv var det lige så højt som stemme på den person jeg egentlig skulle lytte til... Så er det dæleme op ad bakken...
Jeg elsker at være gravid og glædes over det hver eneste dag, men må indrømme at jeg også glæder mig til at kunne få lidt medicin igen - det gør bare en kæmpe forskel for mig og min hverdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar