"Jeg smutter lige ned og træner. Ses om en time"

I dag tog kæresten og jeg ned i byens fitnesscenter for at får dagens endorfinfix. Vi bor i en mindre provinsby, så her er der ingen fitnessworld eller fitness.dk. Nej vi har det fitnesscenter som idrætscenteret har lavet. 

I centeret er der de maskiner der ligesom skal være. Cykler, løbebånd, crosstrainer og romaskine. Og så er der selvfølgelig diverse til vægttræning, både maskiner og løsvægte. Alt i alt er jeg godt tilfreds. 

Brugerne ligner også dem jeg forestiller mig kommer alle mulige andre steder. Der er de unge håbefulde teenagedrenge der håber på at omdanne den spagetti, der hænger ud af ærmerne, til noget mere kødfuldt. Der er de lidt ældre fyre, som mere eller mindre frivilligt agerer forbilleder for netop teenagedrengene. Der er efterlønnerne, som har fundet glæden  ved at passe på kroppen. Ja I kender sikkert de forskellige typer. Der er dog særligt én gruppe som er særligt iøjnefaldende. 

Det er en gruppe bestående af kvinder i alle aldre. Det er ikke alle kvinder, som tilhører denne gruppe - jeg selv gør for eksempel ikke. 

Kvinderne, som sidder i maskinerne og snakker! 

Det er de kvinder som, når de kommer hjem, har trænet snakketøjet mere end noget andet. De starter med foreksempel at sidde på en motionscykel og træde lidt i pedalerne i ti minutter. Så går de over til de maskiner, som træner ben - laver 15 gentagelser, holder to minutters pause, laver 15 gentagelser mere, pause igen og så skifter de. Alt imens munden ikke står stille på dem. 

Sådan fortsætte de til mavebøjninger (for at få flad mave) og måske squat (for at få en god røv). Når de har været "igang" i 30-45 minutter smutter de storsnakkende ud af døren igen uden overhovedet at have fået bare lidt røde kinder. 

Det er den samme gruppe kvinder, som sidder i arbejdspladsens frokoststue og høvler den ene riskiks ned efter den anden og siger ting som: "Altså jeg spiser sundt og jeg træner 3 gange i ugen. Jeg fatter ikke, at jeg ikke taber mig. Jeg tror altså det er noget med mit stofskifte."

Jeg må indrømme at jeg faktisk godt kan blive lidt irriteret på den gruppe kvinder. Selvom de ikke laver noget, optager de jo maskinerne alligevel. Og de er ikke til at komme i kontakt med, så man kan spørge om man lige må låne maskinen mens de snakker. Jeg har tænkt på flere gange hvorfor de dog gider betale for at sidde og sladre/sludre i et ildelugtende lokale med lidt for høj, ret dårlig techno bankende ud af nedslidte højtalere. Hvorfor ikke bare tage på café? 

Svaret kom til mig idag. Siger mor "Jeg smutter lige på shopping med tøserne" ville hun nok ofte blive mødt med "jeg vil meeeeeed" fra ungerne og "køb nu ikke hele byen" fra manden. Siger hun derimod "Jeg smutter ned og træner med Bente og Lone. Vi ses om en time" så  vil tilbøjeligheden til at tigge om at komme med nok ikke være så stor. 

Manden vil heller ikke foreslå at mor tager børnene med, så han lige kan få ryddet op i garagen. Nej fitness er lidt en helle, hvor mor har mor-tid. 

Jeg forstår det godt. Det er faktisk ret snedigt. Ingen forstyrrende elementer i en time. Det er da så skønt. 

Jeg beder dog bare om én lille ting. Kunne I da for pokker ikke bekende kulør i stedet. På den måde kunne I sætte jer ved et bord og snakke, og vi andre kunne komme til maskinerne 😉