Vidunderlige veninder....

Jeg er ikke en af dem, der har et enormt entourage af veninder. Det har jeg aldrig været. Jeg har altid haft et par meget nære veninder og de har hjulpet mig og støttet mig gennem livet. Det har ikke været de samme to hele livet, men de har alle hver og en været helt særlige og nærmest søstre for mig i de perioder hvor de har været de nærmeste.
Nu lyder det måske som om jeg ikke er den mest loyale veninde og bare skifter veninder ud som jeg lige føler for. Det er slet ikke tilfældet - på ingen måde, overhovedet ikke. Jeg ville ønske, at jeg havde den der fantastiske evne, som nogen har, til at holde kontakten til samtlige mennesker de nogensinde har mødt. Det lykkes mig bare ikke.

Hvorfor vælger jeg så at skrive et indlæg med dette emne. Det er der egentlig et par grunde til. For det første har jeg lige tilbragt en rigtig dejlig dag sammen med én som jeg nogen gange stadig kan have svært ved at finde ud af hvilken titel jeg skal give. Er hun min veninde, eller er hun min "brors" kone som jeg tilfældigvis kommer ret godt ud af det med.
Jeg tror, uden at fornærme nogen, aldrig vi havde mødt hinanden og var blevet veninder hvis ikke det var for min bror (som faktisk slet ikke er min bror, men en studiekammerat som betyder meget mere end det). Da jeg netop i dag har sagt dette til hende, kan jeg melde åbent ud at jeg faktisk blev noget jaloux da hun kom ind i billedet. Hvad skulle hun nu der? Hun ville jo snuppe min bror. Hvad skete der? I stedet for at miste en bror, fik jeg en søster :-)
Nogen vil måske sige "rolig nu" - sådan kan man da ikke bare kaste om sig med de titler. Og jo det kan man godt, når man møder mennesker hvor man er ret sikker på hvad den anden ville svare hvis man stillede spørgsmålet til dem, når man nærmest kan afslutte den andens sætninger og timerne i deres selskab bare flyver afsted. Hvorfor er vi egentlig så bange for at fortælle mennesker at vi holder af dem? Ja jeg spørger bare :-)

Den anden grund til dette indlæg er, at min allerkæreste barndomsveninde for nyligt havde fødselsdag. Det giver altid grund til at tænke tilbage på de tusindvis af oplevelser vi har med i bagagen. Oplevelser, som i dén grad har været med til at forme os til de mennesker vi er i dag. Jeg takker min barndomsveninde fordi jeg sammen med hende fik lov at være barn så længe, at jeg faktisk stadig (nu hvor jeg selv er mor) kan huske hvordan det var. Jeg takker hende fordi vi sammen lavede alle de ting, der i dag gør mig til en rigtig god drengemor, og bare smågriner lidt indvendigt, når min søn på fire kommer hjem og fortæller at han har puttet sand i håret på en kammerat. Jeg kan nemlig godt huske hvor fantastisk det var at sidde i sandkassen på fritidshjemmet og putte sand i håret på hinanden.
Denne barndomsveninde har betydet mere for mig og den person jeg er blevet, end nogen anden (altså bortset fra mor og far selvfølgelig). Selvom vi i lange perioder ikke har haft kontakt, har vores fælles oplevelser altid fulgt mig og givet mig glæde.

Fællesnævner for de rigtigt nære veninder jeg har og har haft er, at de har forstået mig og holdt af mig præcis som jeg er. De ved at alt hvad jeg gør, gør jeg af kærlighed og omsorg for andre. Jeg skal ikke forklare mig og forsvare mig. Jeg skal ikke bekymre mig om at blive misforstået eller slet ikke forstået. De personer jeg lukker nærmest, har selv banet vejen ved at være de fantastiske mennesker de er; ærlige, omsorgsfulde, anerkendende.
Selvom I ikke lige er nævnt her, ved I godt hvem I er.

Tak for jer <3